Forårets arbejde i juletræerne
Her i marts måned er det vigtigt at få tilrettelagt pasningen i juletræskulturerne, samtidig med, at der bliver fulgt op de plejetiltag, der var planlagt til udførelse primo 2021.
Nedenstående opgaver kan med fordel igangsættes og færdiggøres inden arbejdet med sprøjtning og gødskning bliver aktuelt i april måned.
– Skrotning af ikke salgbare træer
– Bundklipning
– Formklipning
– Make-up
klip Hvis du endnu ikke har fået skemalagt dine aktiviteter for foråret 2021, er du altid velkommen til at kontakte din skovfoged for råd og vejledning.
Tænker du på at anlægge en ny nobiliskultur. Så husk at have dine produktionsmål for øje. Der kan både produceres grønt i forskellige kvaliteter og på forskellige alderstrin i bevoksningsudviklingen, juletræer og endelig tømmer til de asiatiske markeder. Faktisk i én og samme bevoksning. Den rette optimering af mikset er afgørende for økonomien, og proveniensvalget er af stor betydning for mulighederne.
Forårets arbejde i klippegrøntkulturene
Marked for nobilis klippegrønt er inde i en positiv udvikling. Dette giver nu et ekstra incitament til at få plejet klippegrøntskulturerne. Det handler om udtynding og opstamning her i det tidlige forår.
I en plejeproces nytter det ikke at være blødsøden, man er nødt til at fjerne mange både gode og dårlige træer, for at sikre bevoksningens udviklingspotentiale. Kort fortalt gælder det om at få fordelt og favoriseret gode produktive træer over hele arealet.
Opstamning kan med fordel udføres ad to omgange. Første opstamning når træerne er 2,5 – 3 m høje, anden opstamning når de er 4 m. høje.
Hvis du er i tvivl om plejen af dine klippegrøntkulturer, er du altid velkommen til at kontakte din skovfoged for råd og vejledning.