Sensommer refleksioner: Efterbedring
Det kan være svært at vurdere om efterbedring i kulturerne er nødvendig og i hvor stort omfang.
En tommelfingerregel siger, at hvor mindre end 10% af planterne, spredt i kulturen, er gået ud, er det ikke nødvendigt at efterbedre.
Er mere end 10% af planterne døde, skal der efterbedres hurtigst muligt. Dvs. allerede i den næstfølgende plantesæson enten forår eller efterår. En succesfuld efterbedring bliver vanskeligere og vanskeligere, jo længere man venter. Konkurrencen fra gæs og andet ukrudt øges. De ny planter har langt bedre chance for at følge med, når efterbedringen sker i kulturens første år. Man behøver kun efterbedre hvor 2-3 eller flere planter i en række mangler. Dersættes kun én ny for hver 2-3 på stribe, der er døde. I løvtrækulturer kan man benytte lejligheden til indplante andre, gerne hurtigvoksende, arter – fx nåletræer.
Kommer man sent med efterbedringen, skal man sørge for at plante store robuste planter og sørge for lys og luft omkring dem, da de ellers nemt skygges væk af deres ældre naboer. Plant ikke tættere end to gange nabotræets højde.
Hvis planterne er gået ud i større antal i små eller store områder på kulturarealet, skyldes det ofte ringere vækstvilkår i pletterne, eller at vilkårene ikke passer den valgte træart. Det kan derfor være spild at efterplante og i hvert tilfælde bør et træarsskifte indgå i overvejelserne.
Selvforyngelse: Er der arter der tilbyder sig selv eller med lidt hjælp kan så sig selv på stedet?
Vækstkraft sundhed, robusthed og stabilitet: Det har altid være opfattelsen, at de naturligt forekommende træarter har den største dyrkningssikkerhed i form af robusthed, sundhed og stabilitet, da de over en meget lang tidshorisont har tilpasset sig danske forhold. Dette er dog ved at blive en sandhed med modifikationer (tænk på elmen og asken). Klimaet har ændret sig og mange indførte nåletræer og visse løvtræarter har desuden en væsentlig højere produktion, som ikke mindst kan have betydning for skovdriftens økonomi.
Naturværdierne og biodiversiteten: Med et hvert træ følger en lang række organismer. Det har en særlig flora og fauna tilknyttet. Nogle træer er bedre fødeemner for vildtet og andre giver en bedre dækning for dette på forskellige stadier i bevoksningens liv.
Hydrologien: De fleste træarter trives bedst på den veldrænede jord med god vandbevægelse, mens enkelte både tåler og ynder egentlige vådområder. Hydrologien kan man arbejde med. Endnu en tommelfingerregel siger, at rigtig grøftning / afvanding kan hæve en bevoksnings bonitet op til en klasse. Men overvej altid, om det er indsatsen værd, særlig hvis der er tale om nyanlæg af grøfter.
Skovejerens personlige forhold og ønsker spiller naturligvis en afgørende rolle i træartsvalget. Meget kan lade sig gøre og er for det meste et spørgsmål om indsats. Økonomi, ønsker til jagten, udsigt, variation på spadsereturen, det man tror markedet vil efterspørge om 50-100 år, det man synes er pænt, det der er erfaring med lykkes, og det der ser godt ud hos naboen. Alt dette er med til at påvirke træartsvalget.
