Oplevelser er en selvstændig driftsgren på Tirsbæk Gods
Godsejer Hans Henrik Algreen-Ussing har succes med at tilbyde Land Rover-kørsel og andre events til gæster og virksomheder. Oplevelsesforretningen er en del af en transformation, som han har gennemført på Tirsbæk Gods.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Moderne godsdrift kan være andet end land- og skovbrug. Det er Tirsbæk Gods ved Vejle et eksempel på. Her fylder en ny driftsgren mere og mere.
Det er oplevelser.
– Vi tilbyder forskellige former for events. Det kan være kørsel med Land Rover, lerdueskydning eller andre oplevelser. Det er en ny driftsgren, som går hånd i hånd med den øvrige drift her på godset, forklarer godsejer Hans Henrik Algreen-Ussing samtidig med, at han viser rundt på godset.
Transformation er sket i løbet af de sidste fem til ti år, hvor han har siddet i førersædet.
– Jeg har en vild hjerne. Når jeg arbejder i skoven eller kører traktor, får jeg ideer hele tiden. Det er langtfra alle, som bliver til virkelighed. Men de bedste arbejder jeg videre med, siger godsejeren.
Han forklarer, at det har været en økonomisk nødvendighed at videreudvikle og modernisere godsets drift.
– Jeg skulle finde et nyt forretningsområde, der kunne gå hånd i hånd med vores land- og skovbrug, og som kunne passe til vores faciliteter. Løsningen blev at tilbyde forskellige former for events specielt rettet imod firmaer. Det er noget, som jeg i høj grad brænder for, siger Hans Henrik Algreen-Ussing.
Terrænkørsel med firehjulstrækkere
Et eksempel på oplevelsesforretningen er godsets terrænkørsel med Land Rovere.
– Det begyndte for 15 år siden, hvor jeg blev kontaktet af Land Rovers daværende importør. Deres produktchef ønskede ikke kun at sælge biler, men ville også uddanne kunderne i at køre bilerne rigtigt. Den idé var jeg med på, for der har været Land Rovere her på gården uafbrudt siden 1961, hvor min far overtog gården. Vi fik udviklet et koncept med baner og biler, hvor vi tilbød teoretisk og praktisk undervisning i terrænkørsel, siger han.
Senere udvikler Land Rover-fabrikkerne deres eget koncept kaldet Land Rover Experience. Det koncept tilbyder Tirsbæk Gods som de eneste i Danmark.
– Vi har kontrakt med Land Rover. Det er et verdensomspændende koncept med i alt 39 centre, fortæller han.
Godset tilbyder at uddanne kursister i egne biler eller i en af godsets otte Land Rovere.
– Vi har haft mange forskellige kursister. Det er blandt andet forsvaret og politiet, som har ønsket at uddanne medarbejdere, der skal ud på internationale missioner. Men alle kan komme på kursus her. Det kan eksempelvis også være en bridgeklub, som ønsker en god køreoplevelse, siger han.
Aktiviteter skal fungere sammen
Land Rover-kørslen bliver tilbudt i godsets skove. Skovdriften er kun på få punkter blevet tilpasset til terrænkørslen.
– Et lille eksempel er, at når vi tynder, lægger maskinføreren kvaset ud i siden. På den måde er sporet er fuldstændigt rent. For det er der, vi kører med Land Rover, siger Hans Henrik Algreen-Ussing.
Godsejeren forklarer, at hele ideen med oplevelses-aktiviteterne er, at de skal kunne passe til faciliteterne og gå hånd i hånd med godsets øvrige drift.
– Aktiviteter som terrænkørsel giver god branding af Tirsbæk Gods. Men det stiller også krav til, at vi hele tiden rydder op, så gården fremstår nydelig. Der må ikke ligge usolgte juletræer eller plastic i gården, når der kommer gæster til et event, siger han.
Udlejning af tidligere driftsbygninger
Hans Henrik Algreen-Ussing fortsætter sin rundvisning, og i en af de tidligere driftsbygninger byder han på hjemmelavet æblemost fra godsets egen æbleplantage.
Bygningen er renoveret ligesom andre tidligere staldbygninger og bliver nu lejet ud til bolig og erhverv.
– Jeg lejer ud til virksomheder, som kan se værdi i at være i landlige omgivelser og dog stadig bynært. Vi har kun fem kilometer til Vejle herfra.
Fra driftsbygningerne fortsætter rundvisningen i haven. Haveanlægget blev renoveret i 2012 med støtte fra Realdania Fonden.
– Haven er en renæssance-lignende have fra 1700-tallet. Renoveringen har givet et godt boost til vores turisme og events her på stedet. Der er blandt andet genetableret vinbjerg med terrasser, forklarer han.
Oplevelsesforretning skal udvikles
Udviklingen med at supplere landbruget og skoven med oplevelsesforretning er foregået henover en årrække – og med 100.000 årlige besøg, er der stor interesse for den del af godsets drift.
Hans Henrik Algreen-Ussing er heller ikke i tvivl om, at den udvikling skal fortsætte fremover.
– Jeg forsøger hele tiden at være et skridt foran udviklingen. Det er vigtigt, at vi er på forkant og ved, hvor vi skal hen i løbet af de kommende år.
Han ønsker at oplevelsesforretningen skal udvikles yderligere i de kommende år.
– Vi kommer til at videreudvikle hele det forretningsområde. Forestil dig for eksempel en natsafari i skoven, eller en michelin-middag i det fri under nyudsprungne bøge. Der er mange muligheder, lyder det fra godsejer Hans Henrik Algreen-Ussing.
Tirsbæk Gods har været ejet af familien Algreen-Ussing siden 1910. Hans Henrik Algreen-Ussing er 4. generation på godset.