Hvad er det bedste tidspunkt at skyde et krondyr?
Tegneren og humoristen Robert Storm Petersen lavede i 1914 en reklame, hvori han lod sin vagabond spørge: Du, Perikles - ka' du sige mig - hvornår smager en Tuborg bedst? Svaret var som bekendt: Hvergang!. Herunder kommenterer Skovfoged Mogens Lunde på et tilsvarende spørgsmål, nemlig det, der er rejst i denne artikels overskrift - og han får et tilsvarende svar.
Jeg fik ovennævnte spørgsmål for nogle år siden fra en plantageejer, jeg støder på en gang imellem. Jeg spekulerede lidt. Jeg mente egentlig, at han vidste mindst ligeså meget om kronvildt som mig, så det var nok ikke rådgivning, han søgte. Jeg vidste, at der var meget kronvildt i det område, hvor hans ejendom lå – mente han hjort, kalv eller hind? Jeg endte med nærmest at give fortabt.
Hans svar var meget simpelt – ”Når man ser det”.
Forklaringen var, at kronvildtbestanden i hans lokalområde var blevet så talrig, og at han havde fået langt større problemer med skrælninger end tidligere. Dertil kom, at nogle træarter, han før havde kunnet dyrke uden problemer, nu måtte opgives – de blev simpelthen ædt/fejet i stykker senest ved 2-3 meters højde.
Det vil sige, at hans handlefrihed som skovejer var blevet beskåret – nogen træarter måtte der ses bort fra, de skrællede træer knækkede selv i mindre storme, og økonomien havde lidt betydelig skade.
Konklusionen set fra hans synspunkt var: ”Skyd hvergang chancen byder sig”.
Et eksempel: Hvad ved vi om bestanden afhjortevildt i det sydlige Midtjylland?
(Vinter)bestanden af kronvildt i Vorbasse-Hovborg-området anslås til 900 stk. I samme område er bestanden af dåvildt anslået til 175 stk. En tommelfingerregel siger, at ca. en 1/3 af vinterbestanden vil sætte kalv til foråret. Altså en tilvækst på 300 stk. kronvildt og 60 stk. dåvildt.
Afskydningsstatistikken på //www.kronhjorte.dk/ _blank – “Gå til hjemmesiden www.kronhjorte.dk”>www.kronhjorte.dk for jagtsæson 2012/2013 i ca. det samme område er på 248stk. – i øvrigt stigende fra et niveau på helt nede omkring 70-80 stk. bare 5-6 år tidligere. På trods af en vis usikkerhed afspejler tallene ganske udmærket, hvad man oplever i lokalområdet: en stigende bestand af hjortevildt. Og jægerne kan ikke følge med.
”Nå ja – en enkelt skrælning og hvad så?”
Så længe skrælningerne er få og spredte, giver det ikke de store problemer. Hvis vi kan få fjernet de fleste via flistynding i små dimensioner, er det økonomiske tab overskueligt.
Men det er yderst sjældent, at det bare er en enkeltskrælning. De bevoksninger, der skrælles i, bliver typisk hårdt ramt da en meget stor andel af træerne skrælles. Her stiller sagen sig radikalt anderledes.
Det er nemt at regne ud, hvad en deklassering af rodstokken betyder. Hvis den må nedklassificeres fra savværksegnet træ til energitræ/brænde, er det økonomiske tab 30-60 kr. pr. træ afhængig af diameteren.
I mellemaldrende til ældre bevoksninger opererer vi med et stamtal startende på omkring 1000 stk./ha – faldende via tyndinger til ca. 400 stk./ha ved afdrift. Hvis f.eks. 50% af træerne er skrællet ved indgangen til mellemalderen, vil det gennemsnitlige tab være i størrelsesordenen 22.000 kr./ha.
Stabiliteten i bevoksninger med et højt antal skrælninger er desuden stærkt forringet. Lige omkring skrællestedet bliver stammen angrebet af råd og derfor svækket. Hvis sådanne træer knækker i blæsevejr, kan det skabe huller, som ved senere storme bliver endnu større.
Det kan ende med tvangshugst af bevoksningen efter devisen – ”nu har vi set længe nok på, at træerne vælter– nu redder vi, hvad reddes kan”. Dermed når bevoksningen ikke optimal økonomisk dimension.
Hvis afdriftsalderen nedsættes med 10 år i en vestjyskplantage, viser beregninger et tab på omkring 24.000 kr. pr. ha, som kan lægges til det førnævnte tab pga. nedklassificering.
Landmændenes tab på markerne er meget mere direkte. Her konkurrerer hjortevildtet direkte med deres egne dyr om fodermængden. Hvor store beløb der er tale om, ved jeg ikke, men beløbet på de hårdest ramte ejendomme er formodentlig betydeligt større end det beløb, der kan fås ved udlejning af jagten. Også her er der tale om en uholdbar situation.
Hvad gør vi i plantagerne?
Vi bruger først og fremmest penge på at anlægge lysninger med vildtagre. Det har to formål. Dels formoder vi, at den øgede fodermængde kan nedbringe skrælningerne, og samtidig giver lysningerne vore jagtlejere bedre muligheder for at foretage den nødvendige afskydning.
Samarbejde er nødvendigt
Når det så er sagt, må vi også indrømme, at vi ikke kan regulere bestanden alene. Hjortevildtet vandrer over betydelige afstande. Derfor søger vi samarbejde i det lokale kronvildtlaug.
Vi ønsker at dreje diskussionen fra hvilke handyr, der er egnede til afskydning, over på en diskussion af den samlede bestands størrelse. Vi er groft sagt ligeglade med, om det er en 14-ender eller en hind, der skræller barken af træerne. Vi ønsker bare bestanden mindre – som absolut minimum holdt på status quo.
Koden til at lave større hjorte er jo knækket – man skal bare lade nogen af de små hjorte overleve. Koden til at holde bestanden i ave er i mine øjne tilsvarende simpel – der skal bare skydes mange flere hundyr og kalve. At holde bestanden i ave kan godt forenes med en afskydningspolitik for handyr, der fremmer store hjorte.
I begge tilfælde kan det dog kun ske i et samarbejde mellem jagtlejere og lodsejere på et større areal – i vores lokalområde er det oplagte forum //www.kronhjorte.dk _blank – “Gå til hjemmesiden www.kronhjorte.dk her”>www.kronhjorte.dk.
Hvis den samlede afskydning ikke øges væsentligt, frygter jeg, at vi i mit lokalområde får bestande så store som i Påbøl- og Gludsted-området. Der vil vi med den nuværende svage afskydning befinde os om 3-5 år.
Hvis dette sker, vil omkostningerne for endnu flere land og skovbrug blive så alvorlige, at det kan ødelægge dialogen. I stedet vil der opstå to grupper: jægerne, der tilsyneladende er gladere, jo større bestanden af hjortevildt er, og jordbruget med den diametralt modsatte holdning. Hvis vi tror på tallene fra ”Hjortevildt oversigten 2012”, skal afskydningen i vort område som minimum fordobles – og så er bestanden efter alt at dømme stadig lige talrig.
Så skyd!
Vi kan kun slutte med en anmodning om at afskyde flere (mange flere) kalve og hundyr. Måske skal der ikke skydes ”hver gang man ser det” – men der skal skydes betydeligt oftere end tidligere. Og lad os så få en seriøs diskussion om situationen – ikke alene her, hvor jeg bor og arbejder, men rundt omkring i hele landet. Problemet er landsdækkende.
By: Mogens Lunde
