Træet længe leve
Afsnit 2: Træbeskyttelse. Hvad skal der til, for at træet kan holde? I den tidligere artikel handlede det om det bedste valg af træart til forskellige formål. Denne artikel handler om, hvordan man beskytter det træ, man så har valgt.
Af Andreas E. Bergstedt, tidligere lektor på Skovskolen
De vednedbrydende svampe, som udgør den største risiko for træ i brug, har samme livskrav som de fleste andre levende organismer: Vand, ilt og varme. Hvis træet holdes opfugtet, så vand udgør ca. 1/3 af totalvægten, hvis temperaturen er mellem 15 og 30 grader, og hvis luften har adgang, så har svampene optimale forhold, og træet kan ødelægges på ganske kort tid. Nogenlunde samme forhold vil være optimale for de insekter, som også kan bidrage til træets nedbrydning.
Omvendt kan vi bevare træet rigtigt længe, hvis vi holder det helt tørt, hvis vi holder det meget koldt, eller hvis vi hindrer luftens adgang. Af disse tre faktorer er det i praksis fugtigheden, som er lettest at styre, mens temperaturen og luftens adgang som regel ikke er under vores kontrol.
Hvor stor fare der er for, at træet nedbrydes, kan man få et fingerpeg om i nedenstående tabel, som er modificeret fra Dansk Standard nr. 335.
Risikoen vokser altså generelt, jo højere og mere konstant fugtigheden er. Træ i saltvand indtager en særstilling, fordi et er udsat for angreb af pæleorm (pælemuslinger), som i værste fald kan ødelægge træet fuldstændigt i løbet af blot ét år.
Konstruktiv træbeskyttelse
Dette er på mange måder den ”smarteste” – og den billigste – form for træbeskyttelse. At beskytte træet konstruktivt betyder, at udforme trækonstruktionerne på en måde, der giver svampe og insekter dårlige livsbetingelser.
Selv om disse organismer kræver fugtighed, er det paradoksalt nok træ under vand, som kan opnå den allerlængste levetid. Det hænger sammen med, at stillestående vand, f.eks. i moser eller i dybere jordlag, ikke indeholder ilt, og derfor kan meget få levende organismer trives dér. Den træbevarende effekt er kendt fra mose-eg, fra arkæologiske fund og fra piloteringspæle aftræ, som understøtter mange af vore gamle bygninger. Disse pæle kan holde i århundreder, blot toppen af pælene til stadighed er under grundvandspejlet.
Også i det daglige kan vand undertiden udnyttes som træbeskyttelse. Savværker, som har brug for at oplagre råtræ, oversprøjter ofte træet med vand.
Hvis træet ikke kan holdes fuldt vandmættet, er det en grundregel, at det ikke må have kontakt med jord. I det øverste jordlag er der stabil høj fugtighed, ensartet temperatur og et godt luftskifte – forhold, som er ideelle for svampevækst. Typisk ser man, at træpæle knækker lige under jordoverfladen. Det kan ske efter ganske få år, og ønsker man længere levetid, må træet holdes fri af jorden på et fundament af sten eller beton, eller på stolpesko af metal.
Bygninger bør have et tæt tag med godt udhæng, så mindst muligt vand rammer facaden, og vinduer og døre forsynes med ”drypnæser” som leder vandet væk fra væggen.
Der må ikke være ”fugtfælder”. Især samlinger med endetræ er kritiske, fordi træ opsuger vand mange gange hurtigere fra enden end fra siden, og vand har tendens til at blive suget ind i spalten, hvor to træstykker mødes. For at undgå dette, bør der være en luftspalte på mindst 6 mm, hvis det er muligt.
Hvor enden af stolper eller bjælker udsættes for vejrliget, kan det øge levetiden meget at afdække endetræet med en kapsel af metal eller plast, som kan holde regnvandet væk. Ved facadebeklædninger af træ er det en god idé at have et ventileret hulrum lige inden for
beklædningsbrædderne, så de kan tørre hurtigt, og der ikke samler sig fugt bag beklædningen.
Naturligvis kan det ikke undgås, at facader, vinduer og døre af træ bliver våde, når det regner. Men da svampe kræver en stabil høj fugtighed for at trives, er det vigtigt, at træet hurtigt kan tørre igen. Stærkt svingende fugtforhold vil afskrække de fleste svampe, så et træhus skal helst placeres, så det får både sol og vind. Træer og klatrende planter lige op ad væggene må frarådes.
Maling / overfladebehandling
At male sit træværk er først og fremmest et spørgsmål om udseende. Selv den bedste maling er ikke så tæt, at den kan holde al fugtighed væk fra træet. Der kan dog opnås, at træet optager mindre vand, samt en vis beskyttelse af overfladen. Ubehandlet træ vil optage megen fugt, når det regner, og afgive fugtigheden igen i tørvejr. Med skiftende fugtighed vil træets overflade skiftevis udvide sig og trække sig sammen, så der opstår en mængde små revner, hvorigennem mere vand kan suges ind, osv.
Her ud over kan sollyset i sig selv langsomt nedbryde træet. Denne nedbrydning af overfladen kan forhindres af maling eller træbeskyttelse, men udsættes træet for vedvarende høj fugtighed, vil det rådne, uanset overfladebehandlingen.
Undertiden giver man træværk en farveløs overfladebehandling i form af tørrende planteolie, f.eks. linolie. Da planteolier er udmærket føde for skimmelsvampe, er det meget vigtigt, at træolier til udendørs brug er tilsat skimmeldræbende midler. Ellers vil man opleve, at overfladen meget hurtigt bliver sortskjoldet af skimmel,som ganske vist ikke nedbryder træet, men som virker stærkt skæmmende.
Et af de ældste midler til overfladebehandling er trætjære. Den virker især afskrækkende over for insekter, mens effekten mod svampe er moderat. Tjæren beskytter overfladen lige som maling, og sammen med konstruktiv træbeskyttelse har den bevist sit værd gennem mere end tusind år og kan genfindes på mange af vore ældste træbygninger.
Maling og træbeskyttelse kan gøres mere effektiv ved at tilsætte svampedræbende giftstoffer. Hermed bevæger vi os imidlertid ind i næste afsnit.
Kemisk træbeskyttelse
Hvor konstruktiv udformning og træets naturlige holdbarhed ikke er nok, må vi ty til andre metoder. Den mest udbredte er trykimprægnering: Ved et tryk på 10-14 bar presses en opløsning af svampe- og insektdræbende stoffer ind i træet. Mest brugt er salte af bor og kobber, suppleret med organiske giftstoffer. På grund af det høje tryk trænger imprægneringsvæsken ind i alle revner og sprækker, og alt splintved gennemtrænges, kerneveddet derimod ikke.
Ved brug af trykimprægneret træ skal man huske, at kerneveddet kun er beskyttet på overfladen. Hvis manforarbejder trykimprægneret træ, risikerer men derfor at frilægge ikke-imprægneret træ. Selv om det er kerneved, som på denne måde blottes, vil det alligevel forringe imprægneringens effekt.
Trykimprægneret træ markedsføres i tre klasser: M til brug i havvand (marin brug), A til brug med jordkontakt (pæle og stolper) og AB til udendørs brug uden jordkontakt. Forskellen mellem klasserne er i hovedsagen koncentrationen af træbeskyttelsesmiddel i veddet.
Alle træbeskyttelsesmidler skal være godkendt af Miljøstyrelsen, som på grund af forureningsrisikoen hele tiden prøver at eliminere de mest miljøskadelige midler fra markedet. Udvalget af godkendte midler er under løbende forandring, og det har givet grobund for nytænkning i branchen. Én mulighed er at nedsætte koncentrationen af træbeskyttelsesmidler.
Et eksempel er det såkaldte Supertræ, hvor midlerne er opløst i CO2 i superkritisk fase. Under meget højt tryk kan man herved gennemtrænge selv de mindste hulrum i træet og opnå en beskyttelse svarende til klasse AB, men med langt mindre mængder af træbeskyttelsesmidler end ved traditionel trykimprægnering. Den lave koncentration betyder dog, at produktet ikke kan anbefales i kontakt med jord.
Jagten på mindre miljøskadelig træbeskyttelse har ført til ”genopdagelse” af et gammelt middel: Vandglas (natrium- eller kalium-silikat) er ugiftigt, men danner en fysisk barriere, når det tørrer. Det har erfaringsmæssigt en vis træbeskyttende virkning, når det påføres som overfladebehandling. I dag markedsføres træ, som er imprægneret med silikater, under navnet Organowood. Produktet anbefales kun til brug uden jordkontakt. Det forekommer lovende, men vi har endnu kun få års erfaring.
| Risikoklasse | Beskrivelse | Eksempler |
|---|---|---|
| 5 | Træ i havvand | Havnepæle, træbåde, hyttefade |
| 4 | Træets fugtprocent konstant over 20% | Træ med jordkontakt og vedvarende fugtpåvirkning. Stolper m.m. uden jordkontakt men med hyppig opfugtning og langsom udtørring. Udvendig træbeklædning uden ventileret bagside. |
| 3 | Træets fugtprocent ofte over 20% | Træ uden jordkontakt, men udsatte for vejrliget. Med hyppig opfugtning, men hvor træet har mulighed for at tørre ret hurtigt. F.eks. udvendig træbeklædning med ventileret bagside. |
| 2 | Træets fugtprocent lejlighedsvis over 20% | Træ, som er beskyttet mod vejrligets påvirkning, men med lejlighedsvis, begrænset opfugtning og ret hurtig udtørring. Trækonstruktioner under tag i ikke-opvarmede bygninger. |
| 1 | Træets fugtprocent aldrig over 18% | Tørt træ, indendørs. |
Modificeret træ
I stedet for kemiske bekæmpelsesmidler kan man ændre selve træets struktur, så det bliver mindre tiltrækkende for de nedbrydende organismer.
Opvarmning er den simpleste form for modificering. Træ i sin naturlige form er vandsugende og vil optagevanddamp fra luften, indtil træets fugtighed er i ligevægt med den omgivende luft. I fugtigt vejr (sensommer/efterår) kan denne ligevægtsfugtighed blive så høj, at der er fare for svampeangreb. Varmes træet op til et par hundrede grader, ændres dets indholdsstoffer, så det bliver langt mindre vandsugende. Fra arkæologiske udgravninger ved man, at opvarmning har været brugt som træbeskyttelse i årtusinder ved svidning af pæle inden nedgravning. Effekten er en kombination af, at der dannes tjære på overfladen, og at det yderste lag træ opvarmes kraftigt. Men påvirkningen er kun overfladisk, og de få kontrollerede forsøg, som findes, peger på at den beskyttende virkning kun er ringe.
Bedre går det, hvis opvarmningen foregår under kontrollerede betingelser i en ovn. Herved fås trævarer, som udmærket kan bruges til facadebeklædning eller terrassedæk (f.eks. Celloc, ThermoWood, Plato Wood). Desværre bliver træet sprødt og mister en del af sin styrke ved varmebehandlingen, så det bliver mindre egnet til bærende konstruktioner. Det er primært træets tilbøjelighed til at optage fugt fra luften, som nedsættes ved varmebehandlingen. Ved nedgravning i jord vil det rådne næsten lige så hurtigt som ubehandlet træ.
Træets struktur kan også modificeres ad kemisk vej. De to vigtigste processer i dag er acetylering (produktnavn: Accoya) og furfurylering (produktnavn: Kebony). Sidstnævnte proces giver træet en mørkebrun farve. Fælles for
de to processer er, at de giver træ med meget høj formstabilitet og modstandsevne mod biologisk nedbrydning. Begge produkter har dog også en ganske høj pris og vil kun blive brugt, hvor kravene til stabilitet og levetid er meget høje.
Hvilken træbeskyttelse skal jeg vælge?
Det er forholdene på stedet, hvor træet skal bruges, som sammen med pengepungen må afgøre valget af træbeskyttelse. Til trædele med direkte jordkontakt (stolper, pæle) er det nærliggende at vælge trykimprægneret træ i klasse A. Måske med undtagelse af kernetræ af eg vil vore hjemlige arter ikke kunne tilbyde samme levetid som trykimprægnering, og prisen vil generelt være højere. De udenlandske træarter, som kan sikre en rigtigt lang levetid, er ofte meget kostbare.
Lignende tanker gælder de mest udsatte dele i husbygningen: vindskeder, sternbrædder og terrassedæk nær jorden. Langsomtvokset kernetræ af f.eks. lærk, douglas eller thuja vil have tilstrækkelig levetid, men kan prismæssigt ikke konkurrere med trykimprægneret træ. Kernetræet (ofte af skovfyr) vil dog være det rette valg til vinduer og yderdøre. Specielt til terrassedæk markedsføres en række tropiske træarter (f.eks. Ipé, Cumaru, Massaranduba), som er holdbare, men også væsentligt dyrere end nordisk træ.
Til gavl- eller facadebeklædninger, som er nogenlunde beskyttede af tagudhænget, er valget langt mere frit. Kerne- eller imprægneret træ kan vælges, hvis der tænkes langsigtet, men ofte vil brædder af gran have en helt tilfredsstillende levetid. Betingelsen er, at der er god luftbevægelse, og at konstruktionen udformes, så træet hurtigt kan tørre igen efter nedbør. Både levetid og udseende kan hjælpes på vej af en god maling.
Under tag er valget af træart ganske frit, og der er ikke stort behov for træbeskyttelse. Dog skal man være opmærksom på, at i uopvarmede huse kan især de lyse løvtræarter (bøg, birk, ahorn m.fl.) blive angrebet af borebiller. Disse små dyr nedbryder træet ganske langsomt, men deres huller og boremel kan være et irritationsmoment f.eks. i sommerhuse. Kun hvis vi sætter varme på hele året, kan vi være sikre på, at alle slags træ under vore himmelstrøg kan holde stort set så længe, det skal være.
