Skovdyrkerne i den store, vide verden
Skovdyrkernes opgave er at arbejde med de danske skove – for de danske skovejere. Det har vi gjort i mere end hundrede år. Men som en lille nebengeschäft har vi faktisk i de sidste 20 år brugt vore mange erfaringer i forskellige opgaver uden for landets grænser. Hovedopgaven har været en form for systemeksport, hvor vi har rådgivet ved dannelsen af skovdyrkerforeninger i en række lande.
Det hele begyndte med de nye skovejere i øst
De baltiske lande havde i mellemkrigstiden været selvstændige. Dengang eksisterede der privat ejerskab til jorden. Dette ejerskab gik tabt under socialiseringen i Sovjettiden. Med den genvundne selvstændighed efter murens fald i 1989 indledtes en proces med tilbagelevering af jorden, landbruget og skovene til deres oprindelige ejere eller disses efterkommere.
Dermed fremkom en hærskare af nye private skovejere, som oftest byfolk med et meget perifert kendskab til skovbrug. Den tidligere ejendomsstruktur og de hastigt sammenflikkede regler for tilbagelevering gjorde, at der i rigtig mange tilfælde blev tale om skovejere med meget små stykker skov – helt som herhjemme.
Nye skovdyrkerforeninger i øst
Situationen mindede slående om vores hjem lige efter udskiftningen, så det var mere end nærliggende at prøve med et eksportfremstød for den danske model for skovpasning. Støttet af midler fra udenrigsministeriets pulje til teknisk assistance til de nye demokratier i øst, udrustede Skovdyrkerne i 1993 en lille ekskursion til Estland, Letland og Litauen.
Resultatet blev oprettelsen af skovdyrkerforeninger i både Letland og Litauen, og i 1994 var Skovdyrkernes Landsformand inviteret med til den stiftende generalforsamling i Litauens private skovejerforening, som vi siden har samarbejdet med. Både i Letland og i Litauener der i dag tale om velfungerende og velkonsoliderede foreninger.
Nye skovdyrkerforeninger i syd
Succesen i Letland og Litauen gav blod på tanden, og en ekstern afdeling så dagens lys i Skovdyrkernes Sekretariat med det formål at nyttiggøre de kompetencer, det samlede personale i foreningerne besidder. Det blev til oprettelsen af en skovdyrkerforening i Nepal i 1999, efterfulgt af foreninger i Indien, Mozambique og Vietnam.
I forhold til modellen fra bl.a. Litauen er der sket en betydelig tilpasning af konceptet for en skovdyrkerforening, når den etableres i et tredjeverdensland. Kernen er dog stadig let genkendelig. Som i Danmark er grundlaget den uvildige rådgivning og interessefællesskabet med skovejerne. Og det grundlæggende demokratiske princip, at en ledelse kan stilles til ansvar på en generalforsamling, er også af afgørende betydning for tilliden til en sådan organisation.
I den tredje verden fokuseres der i meget høj grad på træning af den enkelte landbofamilie. Det handler om at skabe bedre livsvilkår og optimere udbyttet af eksisterende og nye træer. Viden om dyrkning og afsætning af især kævler er stort set ikke eksisterende.
Bønderne sælger typisk træ på roden uden at ane, hvor mange m3 det drejer sig om, eller hvad de er værd. Medarbejdslønninger som i dansk sammenhæng knap nok er til at få øje på, og kævler der sælges til de samme verdensmarkedspriser som herhjemme, burde der være mange penge at tjene for den enkelte familie på salget af træ.
Men i en virkelighed hvor kun 50% af befolkningen kan læse og skrive, hvor bureaukratiet er uhyre veludviklet, og hvor korruptionen er dét, der gør statsansatte skovfolk velhavende og magtfulde, er vilkårene for den enkelte landbofamilie meget vanskelige. Går producenterne derimod sammen i en (skovdyrker)forening, er det muligt for dem at sikre sig en større andel af de værdier, der retmæssigt er deres.
Nye markeder for Skovdyrkerne
I 1999 blev den eksterne afdeling under sekretariatet til aktieselskabet Danish Forestry Extension A/S (extension betyder rådgivning). I daglig tale kalder vi virksomheden for DFE. Aktionærer er de daværende 7 danske skovdyrkerforeninger. DFE har ikke begrænset sig til at skabe nye Skovdyrkerforeninger ude i den store verden, men har også kastet sig over opgaver som skovrejsningsprojekter, organisering af flisforsyning, naturskoler, nationalparker, klimarelaterede aktiviteter og meget andet.
Siden starten for snart 20 år siden, har Skovdyrkerne arbejdet i syv af de nye demokratier i Østeuropa, i femten afrikanske og i syv asiatiske lande. Omkring 30 medarbejdere (og et enkelt bestyrelsesmedlem) hos Skovdyrkerne har prøvet kræfter med arbejdet under andre himmelstrøg. Grundet den gode, praktiske erfaring, de har haft med sig fra arbejdet hjemme i foreningerne, har de ofte klaret sig godt derude. Og de er kommet inspirerede hjem– fulde af indtryk, oplevelser og nye erfaringer.
Hvorfor opererer Skovdyrkerne i udlandet?
Først og fremmest, fordi vi med basis i vores hjemlige hverdag kan noget, som der er brug for derude. Og fordi mange af vores skovfogeder synes, at det er både lærerigt og udfordrende at prøve kræfter under andre himmelstrøg og i andre sammenhænge med opgaver, der ligner eller ligger i forlængelse af det, vi arbejder med herhjemme.
Hvad kan Skovdyrkerne bidrage med?
Selv om alt fra sociale forhold til træarter kan være helt nyt og fremmedartet, så er vores skovfogeder vant til hjemmefra at kombinere det tekniske og det sociale. De er praktiske og gode til at lytte og finde løsningerne i en dialog med dem, der har rekvireret rådgivningen. Det er vores speciale og det virker overalt. Desuden er vores folk altid energiske og optaget af at nå resultater. Derfor er de velanskrevne derude.
Hvad er ”den danske model”?
Kernen i vor skovrådgivningsmodel er selve organisationsformen, hvor det er skovejerne, der som medlemmer ejer virksomheden. Hvor denne ikke drives alene med henblik på overskud, men på en optimal betjening af medlemmerne. Hvor vi derfor kan sige, at rådgiverne er på samme side som medlemmerne – overfor træindustrier, planteskoler og entreprenører. Og hvor medlemmerne på åbne generalforsamlinger får fuld indsigt i økonomien.
By: Karsten Raae Flemming Sehested
