Mårhunden
Der er sagt og skrevet meget om mårhunden det sidste stykke tid og med udarbejdelse af en indsatsplan, øgede muligheder for jagt og regulering, er alle sejl sat til i bekæmpelsen af denne nye invasive art. Som skovejer og måske jæger har man en stor indvirkning på, at denne nye plan bliver ført ud i livet.
Mårhunden stammer oprindeligt fra det sydøstlige Rusland og den østlige del af Kina. Den blev introduceret i det vestlige Sovjetunionen, hvor der fra omkring 1928 og 30 år frem blev udsat 9.000 dyr. Mårhunden har bredt sig fra dette område med en imponerende fart, ca. 40 km pr. år.
De første mårhunde blev observeret i Finland i 1930, og i 1980 vurderede man, at bærekapaciteten var nået i det sydlige Finland – Finland var koloniseret på 50 år! I 1960 ses den første mårhund i Tyskland. I Schleswig-Holstein, som ligger helt op af den danske grænse, blev der i 2008 skudt 750 mårhunde. I Danmark kom de første observationer af mårhunden i 1995.
Mårhundes effekt på naturen
Ifølge en lang række forordninger og konventioner er vi i Danmark forpligtigede til at bekæmpe arter der truer den naturlige danske flora og fauna. Derfor er det vigtigt at holde sig for øje, hvilke konsekvenser det vil få, hvis mårhunden etablerer sig i Danmark. Igennem mange år er der lavet undersøgelser i vores nabolande, hvor effekten på naturen er målt. Bl.a. er der lavet en række undersøgelser der fortæller om mårhundes foretrukne fødeemner. Det spænder lige fra æg til majskolber og generelt må man konkludere at mårhunden er opportunist – den spiser det der er mest af og det som er lettest tilgængeligt.
I Danmark er man særligt bekymret for de større samlinger af jordrugende fugle som findes i vådområderne. Disse områder ligger meget opdelt og isoleret, og en mårhund vil her kunne gøre stor skade på områdets fugle og padder.
Generelt kan man stille spørgsmålstegn ved, hvor stor indvirkning mårhunden vil få på den danske natur, da den som sagt spiser alt og ikke er afhængig af en specifik art. Mårhunden ligger heller ikke i direkte konkurrence om føden med hverken ræven eller grævlingen, da de tre arter spiser forskelligt.
Sygdomsspredning
En anden vigtig faktor i debatten om mårhunde er, om de vil kunne bære og sprede sygdomme som kan angribe mennesker og husdyr. Det er bl.a. rævens lille bændelorm og trikiner som hører til de alvorligste sygdomme der kan overføres til mennesker. Trikiner i kød kan føre til sygdommen trikinose, som i alvorlige tilfælde kan føre til dødsfald. Tidligere var især svinekød ofte inficeret, men pga. mangeårig kødkontrol findes trikinose ikke længere i Danmark. Mårhunde undersøgt i Finland har vist, at de ikke indeholder flere trikiner end ræv og grævling.
Rævens lille bændelorm er en anden af de sygdomme, som man er bekymret for i forbindelse med mårhundens indmarch. Parasitten er første gang konstateret i Danmark i 2001 hos en trafikdræbt ræv. I de kødædende dyrs tarme udvikles larven til den voksne bændelorm, der i sit tredje led danner modne æg. De sendes ud i tarmen og afgår med afføringen. Ræven og de andre dyr er ikke generet af ormen, og man kan ikke se på dem, at de udgør en smittefare.
Men hvis mennesker får noget af dyrenes afføring med æggene, selv i næsten usynlige små mængder, ind i munden og synker dem, kan de blive syge. Det kan f.eks. ske ved, at man spiser vilde skovbær eller noget fra et gartneri eller egen køkkenhave, uden at det først er vasket omhyggeligt. Rævens lille bændelorm er altså allerede i Danmark og er ikke noget nyt som mårhunden vil kunne indføre i landet. I forbindelse med mårhundenes indtog i Danmark har det flere gange været nævnt, at mårhundene vil betyde en voldsom optrapning af risikoen for spredning af bændelormene, men det er måske en sandhed med modifikationer. I Europa smittes i alt omkring 200 mennesker årligt. Risikoen er størst i områder i Schweiz, hvor der forekommer op til 300 mårhunde pr. 1000 ha, og hér er det kun én ud af en million, der smittes (ifølge Naturstyrelsen, 2002). Disse sygdomme skal naturligvis tages alvorligt, men risikoen for at blive smittet er ganske lille, og udgør sandsynligvis ikke en stor sundhedsrisiko for den danske befolkning.
Jagt og regulering
Pr. 1. april 2011 blev der indført en decideret jagttid på mårhunde, så den må skydes fra 1. september til 31. januar 1½ time før solopgang og 1½ time efter solnedgang. Det betyder, at den må skydes på fællesjagt, på pürch og på anstand. Mårhunden er også omfattet af vildtskadebekendtgørelsen og må derfor reguleres året rundt og døgnet rundt med lys og motoriseret køretøj. Det kræver dog en tilladelse fra Naturstyrelsen, hvis man ønsker at regulere mårhunden på disse vilkår.
Der er altså åbnet op for en lang række muligheder i bekæmpelsen af mårhunden som ikke tidligere er set for nogen vildtart i Danmark. Med disse vide beføjelser som reguleringen åbner op for, er det derfor også kun jægeren med tilladelse til regulering, som med sin egen moral afgør, om han også skyder mårhunden i ynglesæsonen. Med risikoen for at skyde en tæve fra et kuld hvalpe, bør alle tænke sig om i den periode.
Med ordsproget ’ better safe than sorry’ har man besluttet at indføre disse ret omfattende muligheder for bekæmpelse af mårhunden, så vi ikke står med et uløseligt problem om en årrække. Det er gjort, selvom der kan sættes spørgsmålstegn ved omfanget af mårhundens påvirkning af den danske fauna. I den forbindelse bør det nævnes, at der lever omkring 100.000 vilde mink i den danske natur, et rovdyr der ikke har ligeså stor variation i fødevalget som mårhunden, men målrettet går efter vildtunger, reder o.l. Hvis vi skal gøre den vilde danske natur en tjeneste bør man skyde 50-100 mink for hver gang man skyder en mårhund!
By: Bo Trads Simonsen
