Anvend stormfaldet positivt: Skab en mindre sårbar skov
I tiden mellem de forskellige stormfald går der ofte så længe, at alle ærgrelser, frustrationer og det hårde arbejde er glemt igen – indtil endnu en storm pludselig hærger, med de samme triste konsekvenser. Men hvad kan du gøre for at sikre din skov bedre?
I denne artikel forsøger vi at få dig til at tænke lidt utraditionelt, og i et praktisk eksempel se på, hvordan følgevirkningerne af vinterens storme kan anvendes positivt, når skoven skal reetableres. For praktiske skovfolk er erfaringerne fra 1999-stormfaldet i grove træk følgende:
• Visse nåletræer står dårligt fast (især rødgran)
• Bevoksninger som er over 12 m høje er mest udsatte
• Vestvendte rande er mest udsatte
• Nyligt tyndede bevoksninger rammes hårdest
De samme tendenser ses efter stormene i oktober og december 2013. Som skovejer er det derfor et klart ønske at få gjort skoven mindre sårbar overfor disse tilbagevendende naturkatastrofer.
Tilskudsordningens betydning
Efter 1999-orkanen blev der etableret en ordning, der gav tilskud til genplantningen. Rigtig meget skov blev rejst i årene derefter – meget vellykket, men desværre også noget mindre vellykket.
En væsentlig årsag til de problemer, vi kan se nogle steder, er at mange skovejere – tilskyndet af den store forskel i tilskud til de forskellige arter – tog mere hensyn til tilskudenes størrelse end til den lokale bonitet eller det lokale driftsformål. Det betød, at der nogle steder er blevet plantet arter, der enten ikke trivedes godt på stedet, eller – set i bakspejlet – måske ikke var de rigtige på den lange bane.
Det gælder altså om at plante de rigtige arter. De fleste ejere har et driftsformål, der indeholder noget omkring økonomi, forrentning og lignende. Man forestiller sig normalt, at skoven løbende skal bidrage med en vis form for produktion og økonomi, så der er til den nødvendige vedligeholdelse og de forbedringer, man måtte ønske sig.
Mange af de fremtidige indtægter kommer dog ikke i ens egen tid. Derfor må man som skovejer altid tænke langt – længere end ens egen ejerperiode. Det er vigtigt også at tænke på efterfølgerens situation og muligheder. Og hvis man kan svinge sig op til det, må man også godt have for øje, at det man foretager sig, er samfundsmæssigt nyttigt.
Et eksempel på en skov under forvandling – Kjeldberg Plantage
Kjeldberg Plantage er på 30 ha og ligger ved Vejen i det sydlige Jylland. Den blev hårdt ramt af 1999-orkanen, hvor halvdelen af skoven væltede. Før 1999 var skoven en temmelig homogen nåleskov med mange bevoksninger i samme alder.
Skovejeren ønskede efter stormen at få rekonstrueret sin skov således, at den blev mere alsidig. Samtidig skulle der fortsat være tale om en produktionsskov, hvor en rimelig løbende økonomi var et væsentligt driftsformål.
For at øge biodiversiteten i plantagen, og samtidig fastholde fremtidige indtægtsmuligheder fra højtproducerende nåletræsbevoksninger, blev gentilplantningen foretaget med 50% robuste nåletræsbevoksninger (douglas, lærk, skovfyr og sitkagran), 25% eg og 25% bøg med en kombination af de daværende tilskudsmuligheder.
Der er tale om en træartskombination, som er plejekrævende de første årtier, men som vi alligevel syntes kunne være fornuftig på langt sigt.
Lærk er brugt som hjælpetræ, skovfyr som bidragsløftestang, og sitka og douglas skal være de vigtigste værdiproducenter.I dag er alt skovfyr og det meste lærk blevet hugget ud til flis, og sitka og douglasgranen supplerer hinanden godt. Som det ses af nedenstående kort, er der sket en reduktion af nåletræsarealet på 20%. Løvarealet er fordoblet til 30% og de lysåbne arealer er ændret få procentpoint.
I skovens overordnede struktur er der indbygget et skelet af løvtræsbevoksninger. Disses funktion er at giveskoven både mere stabilitet og mere biodiversitet. Desuden bidrager løvbevoksningerne med en højere grad af rekreativ værdi i form af variation (lys, farver, bundvegetation m.v.).
Hovedvægten af træartsfordelingen ligger fortsat på de højtproducerende nåletræsbevoksninger – og nu i varierende aldersklasser, idet halvdelen af skoven overlevede stormfaldet. Løvtræbevoksningerne er etableret på de bedre og mest beskyttede lokaliteter – efter den enkelte træarts ønsker.
Konklusion for Kjeldberg Plantage
Resultatet er, at ejeren nu står med en meget mindre sårbar skov, der i kraft af nogle bevidste valg bidrager med både mere nytteværdi og mere naturværdi – en daglig glæde.
Skoven opfylder i højere grad bæredygtighedskravet. I kraft af en væsentlig mere varieret træarts- og aldersfordeling er der opnået en ”zoneinddelt” skovstruktur. Vi synes næsten, at vi har taget skridtet fra plantage til skov.
Der er fortsat højproduktive bevoksninger med nåletræ, der skal bidrage med et løbende afkast. Løvtræsskelettet bidrager til stabilitet og bevarelse af et permanent skovklima, og de lysåbne arealer bidrager til et væsentligt større naturindhold. Dertil er det oven i købet lykkedes at konvertere en yngre granbevoksning til en rigt blomstrende lynghede med spredt ene og vintereg.
Perspektiver til almindelig overvejelse
For de stormfaldsramte skovejere, hvor det meste af skoven skal reetableres, er det vigtigt at tilstræbe en tilplantning, hvor de fremtidige indtægter fordeles over årene, og hvor bevoksningerne engang i fremtiden ikke skal afdrives nogenlunde samtidigt.
Anvend derfor mulighederne i skovlovens elastik. Foruden de traditionelle bevoksninger til almindelig hugstbehandling og langvarig afvikling, kan der etableres bevoksninger med kortere og mellemlange omdriftsaldre. Det kunne f.eks. være beplantninger med lærk i kort omdrift til produktion af flis – måske kombineret med en fremtidig underplantning. Sitkagranen er velegnet til mellemlange produktionstider, og douglas samt ædelgran skal stå i rigtig lang tid.
Herved kombineres tidlige indtægter med et langsigtet perspektiv, samtidig med at hele skovens areal er i produktion fra begyndelsen, en mere robust skov, hvor risikoen spredes, og endelig en naturmæssigt mere tilfredsstillende plantning.
By: Af skovfoged Per Juul Larsen og skovrider Paul Lillelund
