Fart over foryngelsen – om hjælpetræer
Hjælpetræer i kulturanlægget giver mange af vores hovedtræarter en bedre start og kan samtidigt supplere med en værdifuld flisproduktion i hovedtræartens `tomgangsperiode´.Kulturmetoderne med hjælpetræer skal tænkes igennem fra start og kræver løbende en finger på pulsen for at give den ønskede effekt og for ikke at komme til at genere de blivende træer. Hjælpetræer kan benyttes som enten ammetræer eller som forkultur – hver metode med sine fordele og ulemper.
Tidligere var hovedformålet med hjælpetræerne at bringe hovedtræarten sikkert i gang på arealet, men i dag har den stigende efterspørgsel på energitræ sat fokus på hjælpetræernes potentiale som biomasseproducent.
Skal / skal ikke?
Der er mange holdninger til brugen af hjælpetræer i foryngelsen. Nogle er glade for at bruge hjælpetræer, da de giver værdi i den traditionelle `tomgangsperiode´, imens de hjælper hovedtræarten i gang. Andre beretter om skader på hovedtræarten pga. manglende opfølgning.
Helt overordnet må man inden plantningen gøre sig klart, om det er nødvendigt af dyrkningsmæssige årsager eller ej, og hvorvidt du har den fornødne kapacitet til at sikre en tilstrækkelig og rettidig opfølgning. Her er det afgørende, at du selv eller din skovfoged i årene fremover er nærværende og løbende tjekker behovet for kulturpleje (primært i form af opstamning eller udtynding af hjælpetræerne).
Det dyrkningsmæssige behov for hjælpetræer drejer sig dels om den valgte hovedtræarts følsomhed overfor skader som følge af sen forårsnattefrost, dels om plantearealets beskaffenhed (lavninger, sydvendte skråninger eller beliggenhed med stor afstand til kysten).
Hvis der er tale om en reel frostrisiko, kan hjælpetræer være en fornuftig del af kulturanlægget. Enten i form af ammetræer eller som en egentlig forkultur. Hvis hjælpetræerne ikke er strengt dyrkningsmæssigt nødvendige, kan de komme ind i billedet alligevel, men så med henblik på en biomasseproduktion og tidlige indtægter.
Det er her vigtigt at nævne, at man kun bør bruge hjælpetræer sammen med skyggetålende hovedtræarter, da de lyskrævende hovedtræarter som hovedregel ikke er egnede til at indgå i tæt blanding med andre træarter.
Valg af hjælpetræsmodel
Hjælpetræer kan som nævnt bruges som to overordnede metoder: En forkultur, der plantes en årrække forud forhovedtræarten (som herefter underplantes), eller som ammetræer, der plantes samtidig med hovedtræarten. De to metoder har hver deres fordele og ulemper (se tabel 1).
Valg af hjælpetræart
Det grundlæggende princip i anvendelsen af hjælpetræer er, at man kombinerer de langsomt startende hovedtræarter med hurtigt voksende arter (pionertræarter).Herved opnås en beskyttelse af de sarte hovedtræer samtidig med, at man får en højere samlet produktion.
Der findes mange træarter, der kan benyttes som hjælpetræ (se oversigt over fordele og ulemper i tabel 2 ). Nogle arter kan have en tendens til at sætte stødskud (f.eks.rødel og poppel), mens andre kan have en grov grensætning (f.eks. lærk), der kan slide på hovedtræartens topskud og resultere i en dårlig formudvikling. Nogle artergiver en meget tæt skygge (f.eks. poppel), hvilket er godt i relation til ukrudt, men kan give for stor konkurrenceoverfor hovedtræarten, hvis der ikke tyndes i tide.
Arterne har også forskellige egenskaber som biomasseproducenter. Nogle arter som f.eks. fuglekirsebær og delvis lærk har et højt tørstofindhold, mens andre som f.eks.poppel har et lavt tørstofindhold. Endelig er jordbundsforholdenevigtige; ikke alle arter trives både på den meget kraftige lerjord og på den lette og tørre sandjord.
Hjælpetræernes indordning i bevoksningen
Hjælpetræernes praktiske indordning i bevoksningen har stor betydning i kulturanlægget. Emnet berøres kun overfladisk i denne artikel, men er detaljeret behandlet i ”Håndbog i Skovrejsning” af Christian Nørgård Nielsen, udgivet i samarbejde med Skovdyrkerne.
Man kan indordne ammetræer i bevoksningen på tre måder: 1. Som spredte ammetræer på hele arealet, 2. som rækkevise ammetræer eller 3. som ammetræer i de fremtidige kørespor.
1. Spredte ammetræer
Spredte ammetræer giver en god dækning på arealet og dermed en god beskyttelse af hovedtræarten. Typisk indblandes ammetræerne i denne model direkte i planterækken – for eksempel som hver femte plante i hveranden række (dvs. 10% indblanding). Modellen har dog flere ulemper. Udtagningen af ammetræerne er vanskelig og må ofte ske så tidligt, hvis de ikke skal skade de blivende træer, at den første tynding får en dårlig økonomi.
2. Rækkevis indblanding
Den rækkevise indblanding kan også give en fornuftig ammetrævirkning – afhængig af afstanden mellem rækkerne med hjælpetræer. Både i kulturanlægget og ved den senere udtynding er denne metode relativ simpel at håndtere. Er ammetræerne grovgrenede, kan de dog give ret store skader på de hovedtræer, der vokser ind mod ammetrærækken.
3. I de fremtidige kørespor
Denne model er velegnet til arealer, hvor behovet for hjælpetræer ikke er stort, eller slet ikke eksisterer, da den beskyttende effekt begrænses til den del af arealet tættest på køresporene. Det er samtidig en model med god økonomi, da ammetræerne kan beholdes længere på arealet og derved opnår en væsentlig større dimension inden fjernelse. Modellen er også let at etablere.
Økonomiske overvejelser
Generelt gælder, at hjælpetræer ikke skal erstatte hovedtræarten, men supplere denne. Indblanding af hjælpetræer betyder derfor normalt et højere plantetal, hvilket naturligvis koster.
Det spiller en vigtig rolle for økonomien, hvornår hjælpetræerne høstes. Generelt gælder, at udtyndingsomkostningerne er større i små end i større trædimensioner.
Figur 1 viser det dramatiske fald i omkostninger med stigende dimension af udtyndingstræerne. Hjælpetræerne skal derfor helst have en vis dimension, inden udtyndingen påbegyndes. På den anden side er det vigtigt, at udtyndingen påbegyndes, inden hjælpetræerne begynder at presse hovedtræarten for meget. Men det kræver, at hjælpetræerne er indblandet på en `robust´ måde, så de kan stå relativt længe i kulturen.
Ved forkulturmodellen har man derimod meget friere hænder til eventuelt at lade hjælpetræerne stå så længe, at de opnår en fornuftig dimension. Et positivt forhold ved forkulturen er også muligheden for at bruge billigere plantemateriale som f.eks. dækrodsplanter pga. den mindskede konkurrence fra ukrudt.
Men hvad er så den samlede økonomi i hjælpetræarterne,når der tænkes på udnyttelsen til flis? Ekstraomkostningen ved at indblande ammetræer i en skovbevoksning kan ligge på omkring 6.000 kr./ha, hvor ammerne indplantes i rene rækker. Vi kan i grove træk regne med et flisudtag på 8-11.000 kr./ha, hvilket giver netto på 2-5.000 kr./ha. Ikke nogen herregård, men også værd at tage med.
En egentlig forkultur kan etableres for omkring 15.000kr. De senere flisindtægter kan efter 10-15 år ligge på 30-40.000 kr. Forkulturen præsterer altså i sig selv langt den bedste økonomi, men prisen er, at den egentlige kultur kommer så meget senere i gang. Alt i alt kan der altså være god økonomisk fornuft i at anvende hjælpetræer i kulturanlægget. Og også skattevæsenet elsker som bekendt tidlige indtægter, og dem skal vi jo også tage hensyn til.
Potentialerne er der,så det er bare om at komme i gang!
Efterspørgslen på biomasse i form af træflis er i dag på et niveau, der gør det interessant at integrere produktionen af biomasse i skovdyrkningen. Det vil som nævnt være en god mulighed for at få nogle tidlige indtægter i den lange klassiske `tomgangsperiode´ efter plantning, hvor der ellers ikke er meget at komme efter. Forudsætningen er rettidig omhu i tyndingerne. Men det skulle du sammen med din skovdyrkerforening nok kunne klare.
By: Rune V. Asmussen
