Gods handler med egetræ i eget selskab
Bidstrup Gods har succes med handel med egetræ i eget handelsselskab. En flot hjemmeside rettet imod private er droppet. I stedet har man nu målrettet salget til professionelle håndværkere.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Bidstrup Gods er startet op med at sælge egetræ til renovering af historiske bygninger og kirker.
– Det går rigtig fint. Vi har en god og ret konstant efterspørgsel. Den stabile efterspørgsel skyldes, at vi leverer en betydelig del til restaurering af kirker og statens slotte og ejendomme. Sådan nogle opgaver bliver udført uanset konjunkturerne i samfundet, siger han.
Salg til professionelle
Han forklarer, at kunden typisk er en tømrermester. Det er nemlig håndværkeren, der kommer med materialerne til byggeprojekterne. Materialerne kan så være specificeret fra arkitekt eller bygherre. – Tit har arkitekten i forvejen undersøgt mulighederne for at få forskellige materialer
– og så bliver tømreren prajet om, hvor der findes træ på lager. Efterhånden ved man godt, at vi har et stort lager af egetræ, siger Geert de Lichtenberg.
Han viser et parti af egetræ, som venter på at komme til Vor Frue Kirke i Nyborg.
– I Nyborg valgte de at få deres egetræ lagt på lager hos os i fem år. På den måde får de nøjagtigt det træ, som de har udset sig til deres restaurering, og vi får så en lagerleje af dem, forklarer godsejeren.
Tilrettet forretningsmodel
Forretningen er blevet tilrettet siden opstarten og salget målrettes nu primært til professionelle.
– Da vi startede op fik vi lavet en lækker hjemmeside. Det var næsten alt for godt – for folk ringede jo hele tiden og skulle have råd og vejledning. Der blev lavet en masse tilbud, men der kom ikke så mange salg. –
I stedet rettede vi forretningen imod professionelle. Det var den rigtige beslutning, siger han.
Billigere at importere end at producere
Selskabet er nu et rent handelsselskab. Det kan nemlig ikke svare sig at bruge eget egetræ fra godsets skove.
– Vi kan få godt østeuropæisk egetræ leveret hertil billigere end kostprisen for at fælde og opskære træet fra vores egen skov. Det er tankevækkende, men sådan er prisrelationerne, siger Geert de Lichtenberg.
– Derfor er vi i dag et rent handelsfirma. Vi køber træet i Østeuropa. Det er for eksempel i Ukraine, Polen eller Letland. Vi køber op, lægger på lager og leverer til kunderne.
Selvom træet kommer hjem fra Østeuropa, så skal kunderne ikke frygte lavere kvalitet.
– Kvaliteten er i orden – ellers købte vi det ikke. Det skal være absolut sammenlignelig med det, som danske savværker kan lave.
Han tilføjer, at sorterne er de samme som i Danmark.
– Det skal være de helt rigtige sorter – dem som vi har 100 års erfaring med i Danmark. Så det er altså stilk-eg og vinter-eg. Vi skal virkelig være sikker på, at vi får de rigtige sorter ind. Det er vi ekstremt påpasselige med, lyder det.
Alle dimensioner
Ifølge godsejeren er det alle dimensioner, der kan leveres.
– Men vi har specialiseret os i de store dimensioner, som bruges til kirker og andre historiske bygninger. Men vi har det hele. 32 gange 32 er vores største dimension. Men ellers kan vi levere planker og alle størrelser efter kundernes ønsker, siger han.
Han oplyser, at Bidstrup Gods er det sted i Danmark, hvor det største lager af egetræ findes.