Alternative ukrudtsmidler viser gode takter
Ukrudtsmidler med glyphosat er i politisk modvind og kan være på vej ud. Et projekt har afprøvet alternative midler i juletræer. Flere midler overrasker positivt.
Ukrudtsmidler med glyphosat har længe været brugt til at bekæmpe ukrudt i juletræer.
Men glyphosat er i politisk modvind, og det er meget usikkert om glyphosat fortsat vil være godkendt, når godkendelsen udløber i 2022.
Det scenarie forbereder juletræsbranchen sig på. I forsommeren 2018 søgte Aarhus Universitet, Flakkebjerg, et projekt i Danske Juletræers forskningsenhed, som handler om at afprøve kemiske alternativer til glyphosat.
Forsøget kører én vækstsæson og har først og fremmest til formål at identificere hvilke midler, som nordmannsgran kan tåle – altså at afklare træernes tålsomhed.
Det oplyser Peter Hartvig, Aarhus Universitet, som har stået i spidsen af projektet og har leveret denne opsummering af projektet og dets resultater.
Glyphosat har mange anvendelser
I juletræer har glyphosat i princippet femforskellige anvendelser. Det er kulturforberedelse, afskærmet mellem rækker, samt bredsprøjtning hen over toppen, henholdsvis efterår, forår og sommer.
I første omgang har forsøget fokuseret på de største anvendelser af glyphosat i juletræer. Projektet har undersøgt bredsprøjtning efterår og forår samt den afskærmede sprøjtning.
Mulighederne for sommersprøjtning er en lidt sværere opgave, som kræver et større forsøgsvolumen. Derfor må det undersøges på et senere tidspunkt.
Visuel bedømmelse
Resultaterne er gjort op ved visuelt at bedømme skader på træerne og ved at se på midlernes effekt på de mest dominerende ukrudtsarter.
Begge dele er foregået løbende i forsøgsperioden. De væsentligste bedømmelser er foretaget i maj, juni og juli. Det er i den periode, skader på nye nåle meget tydeligt ses. Samtidig er det den årstid, hvor ukrudtet for alvor gror.
Kun få skader
Noget overraskende har antallet af skader været meget lavt i forsøgene. Det gælder både i forhold til midler, der har skadet træerne – og også i forhold til, hvor alvorlige skaderne har været.
De tydeligste skader er observeret ved forårsbehandling med midlerne Tombo og Broadway. Skaderne er lys-farvning af nåle. Begge produkter indeholder flere aktivstoffer, og der er også sammenfald af nogle af dem.
Det tyder på, at forklaringen skal findes i nordmannsgrans tålsomhed overfor disse stoffer. Derudover er der registreret skade af Starship, men på et ret lavt niveau.
Det er vigtigt at huske på, at der naturligt er variationer mellem sæsoner. Skadesniveauet kan være anderledes i næste sæson.
Derfor er det for tidligt at konkludere noget endnu. Men foreløbigt er det positivt, at der har været forholdsvis få og små skader.
Resultater
Flere ukrudtsarter har været dominerende på de forskellige forsøgslokaliteter. Blandt andet har kamille, dueurt, alm. brandbæger og enårigt rapgræs været med i flere forsøg.
Man skal være lidt påpasselig med at konkludere for meget om et produkts effektivitet på baggrund af få forsøg. Andre ukrudtsarter kan være dominerende på andre lokaliteter med andet resultat, men normalt kan man godt nogenlunde skille de stærkeste og de svageste midler fra hinanden.
Med dette forbehold i baghovedet, er der et tydeligt billede af, at især midler som Tombo, Mustang Forte og Cossack har klaret sig godt i forsøgene. Starship, Rexade og Broadway er andre midler, der også skiller sig ud med god virkning.
Det videre arbejde
Ingen midler er faldet igennem med utilstrækkelig effekt.
Men set i lyset af de mange midler med god effekt og forholdsvis få skader, vil der sandsynligvis ikke blive arbejdet videre med Proman, Fenix, Lentagran og Beloukha. Det er gode midler, men blandt andet på grund af pesticidafgiften, vil desandsynligvis blive for dyre at anvende i juletræsproduktionen.
Selvom projektets formål er at finde erstatning for glyphosat i juletræsproduktionen, så vil det nok være for ambitiøst at tro, at der findes et middel, der kan erstatte glyphosat i alle henseender. Men efter det første års forsøg har vi fortsat tro på, at der kan findes ukrudtsmidler, der kan reducere behovet for glyphosat.
Der er søgt en forlængelse af projektet i forskningsenheden. Udover planer om gentagelse af nogle forsøg, så er der allerede anlagt to forsøg, hvor efterårsog forårsbehandlinger kombineres.
Projektet blev bevilget som et 1-årigt projekt, men hensigten er, at det skal genansøges over en årrække.
Ud over forskningsenheden, modtog projektet ”Ukrudtsbekæmpelse i juletræer uden glyphosat” økonomisk støtte fra Corteva, Bayer og Nordisk Alkali. Skovdyrkerne har også støttet projektet.
Disse midler blev afprøvet
Nedenstående midler blev i 2019 testet til bredsprøjtning i nordmannsgran inden knopbrydning. Oversigten viser også om midlerne har jord- og bladvirkning, og den viser midlernes anvendelse i jordbrug.