Foreningsmand nyder det faglige fællesskab
Mogens Christoffersen er tidligere bestyrelsesmedlem i Skovdyrkerne. Han har altid nydt foreningsopgaverne og det faglige fællesskab med andre skovinteresserede.
Tekst og fotos: Jens Mathiasen
Det er vigtigt at engagere sig og at tage del i de foreninger og fællesskaber, man har omkring sig. Sådan lyder det fra nu 75-årige Mogens Christoffersen, Fåborg på Sydfyn.
Igennem store dele af sin landmandskarriere var han en del af bestyrelsen i den fynske skovdyrkerforening.
– Jeg begyndte for omkring 30 år siden, fortæller han. Det hele startede, fordi en af hans bekendte opfordrede ham til at stille op til bestyrelsen.
– De første mange år var jeg med i Skovdyrkerne Sydfyn – og jeg var også med til at fusionere foreningen med Skovdyrkerne Nordfyn. Efter fusionen var jeg næstformand i Skovdyrkerne Fyn i en årrække, siger Mogens Christoffersen.
Han nævner blandt andet, at han var med til at købe skov i Litauen for en sum, som foreningen arvede fra en skovarbejder. Skoven er sidenhen blevet solgt igen.
Ideer og egne meninger
Baggrunden for bestyrelsesarbejdet var for Mogens Christoffersen at bidrage med sin viden og at møde andre mennesker. Han har altid fulgt med i faglige og politiske emner indenfor skovbruget.
Den nye klimapolitik får også et par meninger med på vejen.
– Jeg synes, at regeringen med Mette Frederiksen i spidsen skulle overveje at bruge skovrejsningsmidlerne klogere end i dag. Hos mange juletræsdyrkere står der kulturer, som er blevet opgivet – eller konverteret til klip. De kulturer kunne nemt konverteres til skov i stedet for at blive fjernet.
– Jeg har selv ti hektar juletræer, som nu er for store til at blive solgt. Hvis Mette Frederiksen gav mig en kompensation for at konvertere arealet til skov – så ville vi alle i Danmark få langt mere skov og CO2- optag for de samme penge. Det er ulogisk, at mange otte til ti år gamle kulturer skrottes og fræses op hos juletræsdyrkere – samtidig med at man fra regeringens side støtter etablering af ny skov andre steder i landet, mener han.
Plads til nye kræfter
Mogens Christoffersen stoppede sit engagement i bestyrelsen for omkring 10 år siden.
– Dengang var jeg omkring 65 år. Jeg har altid lagt vægt på, at vi gamle ikke skal stå i vejen for yngre kræfter. Det er vigtigt at bidrage så længe, man har noget at byde ind med. Bagefter skal man træde til side, mener han.
– Nu er jeg jo ikke længere med i bestyrelsen, så jeg dukker i stedet op til generalforsamlingen og giver udtryk for mine holdninger. Det gør jeg gerne – også selvom jeg måske er ham den gamle pedant, siger han og smiler.
Efter bestyrelsesarbejdet i Skovdyrkerne Fyn var Mogens Christoffersen med i det lokale læplantningsudvalg i en årrække.