Røde køer indvier ny fynsk skoveng
Skovdyrkerne har etableret en ny skoveng på Fyn. Røde danske malkekøer indviede engen for nyligt.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Klovene i græsset og afsted i fuld galop. Sådan så det ud for nyligt, da en rød ko og en kvie blev lukket ud på en nyanlagt skoveng ved Søndersø på Fyn.
– Det er skønt at se kreaturerne indvie området. Det er lige, som jeg havde forventet det, siger Marius Stokkelund, der har ansvar for landbruget ved Dallund Slot på Fyn.
Skovdyrkerne Øerne har etableret engen for Dallund Slot på et areal, hvor der tidligere var skov.
Skovfogeden i spidsen er Jakob Nielsen. Han forklarer, at projektet er gennemført i løbet af de sidste par år.
– Vi har haft en meget god dialog og et godt samarbejde med slottets ejer Bjørn Bahnsen. I den gode dialog nåede vi frem til løsningen med at etablere en skoveng på arealet, da det passer godt til slottets øvrige aktiviteter, siger Jakob Nielsen.
Faktisk begyndte projektet som noget helt andet.
– Inden vi gik i gang, var der en blandetskovbevoksning med mange syge asketræer. I første omgang ønskede ejeren, at vi skovede de syge asketræer, fordi de begyndte at udgøre en fare for de mange besøgende, siger Jakob Nielsen.
Han uddyber, at til den ene side af bevoksningen er der en sti, som mange mennesker benytter til gåture, og til den anden side løber en kommunal vej. Der var overhængende fare for, at træerne ville vælte til begge sider.
Solitære træer på engen
I dag er bevoksningen og de syge asketræer væk. Nu er der etableret græs, og der er spredt bevoksning tilbage.
– Vi skovede de syge asketræer som det første tilbage i 2018. Derefter ryddede vi underskoven og det meste af den øvrige bevoksning. Efter skovning og flishugning er arealet blev grenknust, så der kunne blive sået græs, siger han.
Jakob Nielsen uddyber, at han har været meget opmærksom på at skove med fokus på æstetik.
– Det betyder, at vi konsekvent har ladet markante solitære træer blive stående. Det giver en meget god oplevelse med store fritstående træer spredt ud over arealet. Vi vil gerne udvikle søjleeffekt på skovengen. Det er for eksempel spidsløn, rødel, bøg og eg med flere, forklarer Jakob Nielsen.
Omkostningsneutralt for ejeren
Arealet er fortsat fredskov. Projektet er udført indenfor Skovlovens rammer.
Salg af råtræ og flis har haft stor betydning for projektets økonomi.
– Det gode ved hele projektet er, at vi har kunnet holde det omkostningsneutralt for ejeren. Indtægterne fra råtræ og flis har kunnet dække omkostningerne til at få det udført, siger Jakob Nielsen.
Håndmalkning og CO2-netral virksomhed
Dallund Slot har røde danske malkekøer som en del af deres konferenceforretning. De får masser af plads på den nye eng, som de nu afgræsser.
– Jeg håndmalker hver morgen. Køkkenet på Dallund Slot får mælken, hvor den bliver brugt i madlavningen til vores konferencegæster, siger Marius Stokkelund, der er ansat som landmand med ansvar for landbrugsdelen på slottet.
Slottets ejer, Bjørn Bahnsen, gør det klart, at skoveng og kvæg er en del af slottets lille økosystem.
– Vi vil have et økosystem, som hviler i sig selv. Det kan vi gøre, når vi har ganske lidt kvæg på store arealer. Vi har eksempelvis også høns som for 500 år siden. Vi har en stor køkkenhave på en hektar, hvorfra vi bruger grøntsagerne i vores eget køkken til vores konferencegæster, siger han.
– Det er sådan, vi har tænkt vores forretning. Vi er CO2-neutrale, og vores dyrevelfærd skal være helt i top, siger Bjørn Bahnsen.
Tilfreds skovfoged Skovfoged
Jakob Nielsen gør det klart, at engen nu kan passe sig selv i en årrække. Der er ikke planlagt yderligere opgaver.
– Vores mål var at skabe et præg, som ligner Dyrehaven nord for København. Det synes jeg, at vi er lykkedes ganske godt med. Det er ikke så tit, vi udfører sådanne opgaver, men det har været både udfordrende og spændende, og samarbejdet med Dallund Slot har været rigtig godt, siger Jakob Nielsen, som håber, at projektet kan være til god inspiration for andre.
Den nye skoveng udgør cirka en hektar af slottets i alt 40 hektar jord.