Skovejerens ansvar for træer der vælter
For nylig afsagde Østre Landsret dom i en principiel sag, der må interessere – og bekymre – de fleste skovejere.
Odense kommune blev som skovejer dømt til at betale 825.445 kr. plus sagsomkostninger til enken efter en mand, der blev dræbt, da han under den store januarstorm i 2005 færdedes i bil gennem Åløkkeskoven ved Odense.
Et 20 meter højt og 180 år gammelt træ i kommunens skov væltede ned over bilen, som blev knust. Ifølge Landsrettens dom burde kommunen have sørget for, at træet var blevet fældet. Det er nemlig skovejerens ansvar at sikre, at træer ud til offentlig vej er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand.
Dommeren konkluderede efter en efterfølgende undersøgelse, at træets rødder var rådne i en sådan grad, at kommunen burde have opdaget dette. Man hævdede, at rødderne var rådnet, fordi de ikke havde kunnet udvikle sig normalt, efter at vejen var blevet anlagt. hvilket måske for en fagmand kan lyde en smule underligt.
Men i kendelsens kancelli-sprog hed det bl.a.: »Undladelsen af at føre en mere indgående kontrol var – henset til den særlige risiko, som træets alder, størrelse og placering indebar – ansvarspådragende for kommunen«
I en anden sag – i en skov ved Sæby– knækkede for to år siden en tyk gren af et egetræ, der stod ud til en P-plads på skovens grund. På P-pladsen sad to ældre ægtepar og nød deres kaffe. Den nedfaldende gren slog den ene mand ihjel. Uheldet fik her ingen konsekvenser for skov-ejeren, da man vurderede, at han ingen chance havde haft for at forudsige hændelsen.
Det afgørende er her, om ejeren havde eller burde have set problemet. Generelt er reglerne sådan, at skov-ejeren har et ansvar for træer, der står ud til offentlig vej. Her vil det være klogt en gang om året at gennemgå bevoksningerne og fælde træer, som man har mistanke om kunne være rådne. Det tilrådes at tage et skriftligt notat på, at gennemgangen har fundet sted – så man i tilfælde af skader kan dokumentere, at man har opfyldt sin tilsynspligt. Det samme kan man vælge at gøre langs de mest befærdede skovveje, selv om publikum her i princippet færdes på eget ansvar. Det er jo altid ubehageligt med ulykker, også selv om man ikke kan stilles til ansvar.
Der er i øvrigt ingen tvivl om, at tidens ønske om mere dødt ved i skovene – herunder flere døde, opretstående træer – øger risikoen for publikum. Risikoen og ulykkernes antal vil også stige, hvis publikum får lov til fri færdsel i bevoksningerne, som Friluftsrådet ønsker. Ulykkesrisikoen er endnu et argument for, at publikum bør holde sig på vej og sti.
By: Per Hilbert
