Vattenfall i nyt samarbejde om trævindmøller
Trævindmølle-virksomheden Modvion har indgået en aftale med en af Nordeuropas helt store energiproducenter, nemlig det svenske statsejede Vattenfall. Sammen skal de to undersøge mulighederne for bruge Modvions møller af træ i fremtidige vindmølleparker.
– Vattenfalls vindmøller har allerede i dag en meget lav klimapåvirkning i løbet af deres livscyklus, men vi vil gerne drive udviklingen mod en endnu lavere effekt. Vi ser, at træ kan blive en del af løsningen henimod et mindsket CO2-aftryk. Vi er fast besluttede på at gøre det muligt at leve et fossilfrit liv inden for en generation, og dette kan være et vigtigt skridt på vejen derhen, siger Daniel Gustafsson fra Vattenfall ifølge træ.dk.
Cirka en fjerdedel af en vindmølles klimapåvirkning stammer fra selve tårnet, som almindeligvis er lavet af stål eller beton. Ved at bygge tårnene i træ kan CO2- udslippet reduceres markant, ligesom den CO2, som træet har optaget, mens det voksede op, bliver lagret i trævindmøllen.
Der anvendes kun certificeret træ, hvilket blandt andet betyder, at der plantes nye træer som erstatning for dem, der bruges til vindmøllerne.
– Ved at bygge tårnene i træ kan vindenergien blive helt klimaneutral, understreger Otto Lundmann, som er administrerende direktør i Modvion.