Af Hans Erik Lund, forstkandidat

Danmarks højeste træ er en douglas. Træet står øst for Kongestolen og syd for Slåensø ved Silkeborg. Træet mistede toppen for nogle år siden, men i efteråret 2017 kunne man se to topskud, så der var stadig liv i træet.

g liv i træet. Jeg har en teodolit, som er meget nøjagtig til måling af vinkler og en laser-afstandsmåler. Derfor var det et forsøg værd at måle douglastræets højde en diset og stille dag i november 2017. Målingen blev udført fra to modstående sider og resulterede i en højde på 54,3 meter.

Det er sin sag at måle kæmper som denne douglas, hvor højden er over 50 meter. De gammeldags højdemålere var ikke overvældende nøjagtige, og det er vanskeligt at udpege toppen på løvtræer. I bevoksninger kan bladene på nabotræer umuliggøre sigtet til toppen.

God vækst i træet

Den østjyske rekord-douglas er senere blevet målt igen. I maj 2018 blev douglastræets højde målt af Naturstyrelsen. Metoden var at klatre næsten op til træets top med et målebånd. Naturstyrelsens højdemåling havnede på 53,7 meter.

Gennem de sidste år har højdevæksten været 20 – 30 centimeter pr. år, så væksten er stadig godt i gang, og på et foto fra 2018 kan topskuddet skønnes at være cirka 40 centimeter.

Højden på et træ måles fra terrænet ved roden. Det vil sige som om, træet ikke var der. Det kan medføre en usikkerhed på flere dm, eftersom træet står på ret ujævnt terræn. Usikkerheden på vinkel- og afstandsmålingerne er minimale i den sammenhæng.

Høje midtjyske træer

Landets højeste træer står typisk i Midtjylland. Her er der en velegnet jordbund med lerblandet grus og med en god vandbevægelse på grund af det bakkede terræn.

Silkeborg, Rye Nørskov, Linå Vesterskov og Rold er kendt for høje træer.

De højeste træarter i Danmark er douglas, grandis og sitka. De kommer alle fra det vestlige Nordamerika. Det er tankevækkende – for lige så afholdte, de er af skovfolket, lige så forkætrede er de ’fremmede’ træarter blandt naturelskere. Træer bør være hjemmehørende, lyder det ofte – men med klimaændringerne og stor nettoimport af træ in mente, må man tænke i andre baner. Desuden er deres tørstofproduktion høj, og tømmer af douglas er fortrinligt.

De nævnte amerikanske træarter opnår langt større højder andre steder i Europa. I England står flere douglas på cirka 60 meter.

Danmarks højeste træ er en douglas ved Silkeborg. Her er træet fotograferet en diset dag i november 2017. Foto: Hans Erik Lund

Enorme ædelgraner

Af andre kendte høje træer i Danmark kan nævnes von Langens ædelgraner i Farum Nørreskov, sået i 1760-erne. Et af træerne blev fældet i 1967 og målte da 44 meter. De to tilbageværende ædelgraner i Nørreskoven er henholdsvis 46 og 47 meter høje.

Men man kan nu også være med andre steder. Omkring Peter Lieps Hus i Dyrehaven nord for København står en samling af von Langens bøge. De er usædvanligt flotte med diametre på over 1,3 meter og højder omkring 44 meter. Proveniensen er sandsynligvis ikke dansk men tysk, hvilket sikkert er en væsentlig del af forklaringen.

Douglas blev opdaget af skotten David Douglas (1799-1834) og plantet første gang i Danmark i 1849 i Forstbotanisk Have i Charlottenlund, og på Langesø og Linå Vesterskov 20 år senere.

Sådan er den vokset

På Naturstyrelsens hjemmeside kan man finde douglasgranens vækst gennem årene:
  • 1997: 49.0 m.
  • 2003: 50.6 m.
  • 2006: 51,6 m.
  • 2018: 53,7 (54,3) m.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #75

Læs andre artikler inden for Skovdyrkning