Nye skrappere krav til flis fra det åbne land
Det er nu et krav at genplante, hvis man fjerner læhegn eller mindre træbeplantninger i det åbne land. Kravet følger af ny lovgivning, som trådte i kraft fra årsskiftet. Bliver der ikke genplantet, må flisen ikke omsættes til varmeværk.
Af Nicklas Eugene Kirk Ibsen, forstfuldmægtig, Skovdyrkerne Vest
Fra årsskiftet blev den såkaldte VEII-lovgivning fuldt implementeret.
Loven omfatter også træbiomasse fra eksempelvis læhegn og remiser – altså mindre beplantninger i det åbne land.
Med den nye VEII-lovgivning følger nye og skrappere krav til landmænd, der eksempelvis ønsker at lægge to marker sammen ved at fjerne et læhegn – eller for dem, som ønsker at omlægge en remise til mark.
Biomassen fra sådanne projekter kan kun sælges til varme- og elværkerne, hvis der enten sker gentilplantning på samme sted eller et andet sted på ejendommen.
Krav om at genetablere
Det er ikke nyt for Skovdyrkerne at arbejde med bæredygtighedskrav i forbindelse med håndtering af biomasse.
Al biomasse, som Skovdyrkerne leverer til varme- og elværkerne, lever allerede op til bæredygtighedskrav.
Flere af Skovdyrkernes lokalforeninger er eksempelvis certificeret efter SBP-standarden. Herved håndteres dog ikke alle krav i den nye VEII-lovgivning.
Den nye lovgivning adskiller sig især fra nuværende praksis i forbindelse med rydningsprojekter i det åbne land, hvor der altså nu er indført krav om genetablering.
Værkerne skal stille krav
Det er varme- og elværkerne, som er omfattet af den nye lovgivning, der skal sikre, at loven overholdes. Det er dog kun værker over fem megawatt, der er omfattet af lovgivningen og industrianlæg over tyve megawatt. Fra 2023 sænkes grænserne til 2,5 megawatt for alle anlæg.
Værkerne skal stille krav til den biomasse, som de får leveret og ved at stille krav om dokumentation for biomassen til deres leverandører.
Derfor har Skovdyrkerne indført nye procedurer til at håndtere de nye krav samt gennemført efteruddannelse af alle skovfogeder.
Fuld dokumentation
De nye procedurer blev inden jul godkendt ved en 3. parts audit.
Skovdyrkerne har derfor fuld dokumentation for, at den flis, som leveres til den grønne omstilling, er bæredygtig efter verdens strengeste standarder.
Skovdyrkerforeningernes skovfogeder er dermed klar til at rådgive dig som lodsejer og sikre lovligheden i dit kommende flisprojekt.
Om VEII-lovgivningen |
|