Erik dyrker skov under havets overflade
Erik Frederiksen har plantet skov på 18 hektar inddæmmet jord ved Rødby. Skoven er veltrimmet, og væksten er god på den tidligere fjordbund.
Erik Frederiksen sparker lidt i jorden. Han tager en håndfuld jord op og roder lidt i den med fingrene.
– Sådan ser gammel fjordbund ud. Det er lyst dynd. Det er sandet, men alligevel anderledes. Det minder om silt, siger han.
Rundt om ham står unge ege. Egene er en del af den skov, han rejste for tyve år siden. Skoven står i dag på jord, som tidligere var en del af Rødby Fjord.
En mandag formiddag sidst i maj er han i skoven med skovfoged Jens Rasmussen for at vurdere en nylig tynding i de unge egebevoksninger.
200 kroner pr. tønde land
Erik Frederiksen har drevet landbrug hele sit liv i området ved Rødby.
På vejen ind i skoven fortæller han om, hvordan det hændte, at han i år 2000 rejste skov på gammel fjordbund.
Historien går tilbage til 1927, hvor området blev inddæmmet fra Rødby Fjord.
– I 1927 hørte jorden til digelaget. Men dengang var der ingen landmænd, der ville købe. Jorden blev derfor forpagtet ud. I mange år blev jorden brugt til afgræsning af kvæg, fortæller han. Han har selv fjernet resterne af en gammel primitiv malkestald på sin mark.
– I 1950’erne ved jeg, at flere landmænd byggede malkestalde og malkede køerne herude om sommeren, siger Erik Frederiksen.
Hans forgænger på gården købte de 18 hektar i 1954. Det foregik uden stor interesse fra andre landmænd.
– Digelaget udbød jorden til salg, sådan at de nærmeste gårde kunne købe først. Prisen var 200 kroner pr. tønde land. Men digelaget kunne ikke få det solgt. Vores gård ligger 17 kilometer væk. Så langt måtte man altså ud, før der var en køber, fortæller Erik Frederiksen.
Tynding af ege
De 18 hektar ligger i en trekant, og i dag er der rejst skov på hele arealet.
– Hele min skov ligger under havets overflade. Koten varierer noget, men i gennemsnit er vi nok halvanden meter under havet her på arealet. Det er den store pumpestation Kramnitse, der holder vores fødder tørre lige nu, siger Erik Frederiksen.
Skovfoged Jens Rasmussen og Erik Frederiksen følger en stor gennemgående hovedsti, som slynger blødt rundt i skoven.
Overalt er sporene nyslåede. Fliden med sporene skyldes ikke mindst skovfogeden, forklarer ejeren.
– Jo, for hvis ikke jeg holder stier og spor trimmede, får jeg jo aldrig lokket skovfogeden herud igen, siger Erik Frederiksen og smiler til Jens Rasmussen.
Langs den nyslåede hovedsti dominerer egeafdelinger. Skovdyrkerne har tyndet egene for nyligt. Det blev klaret med en lille maskine, som har udført operationen i et smalt spor på kun én række.
– Det er gået godt. Allerede her kort tid efter, kan du faktisk ikke se, at vi har været her, konstaterer Jens Rasmussen.
Eg er fornuftigt artsvalg
Det er Skovdyrkernes tidligere skovfoged, som har planlagt og etableret skoven i samarbejde med ejeren. 54 procent af arealet er tilplantet med eg.
– Eg er et godt valg til lokationen. Derudover er det en træart, som vi trormeget på i det fremtidige råtræ-marked. Allerede nu kan vi sælge alt det, vi kan opdrive, siger skovfoged Jens Rasmussen.
De to gør holdt ved en af de nytyndede egeafdelinger. Potentielle hovedtræer begynder at træde frem.
– Men det er alt for tidligt at tynde for hovedtræer her efter år 20. Vi skal frem til år 40 eller deromkring. Til den tid hugger man ud til blandt andet juncker-træ. På det tidspunkt vil man slutte med hovedtræer, der står på cirka 12 gange 12 meter, forklarer skovfogeden.
Enkelte af egene sætter lidt vanris på stammerne. Skovfoged Jens Rasmussen nævner flere forklaringer.
– Vanris er et helt studie for sig. Vanris kan komme, hvis du tynder for meget, men også hvis du tynder for lidt. Proveniensen har også betydning. Her har vi brugt proveniens Bregentved, som kun sætter ganske lidt vanris.
– Derudover har vi underplantet med hassel, som går op og skygger – og dermed afhjælper vanris, siger Jens Rasmussen.
Lind over bidehøje
En anden egeafdeling er underplantet med lind. Her var lindetræerne indtil for nyligt vokset for godt til.
– Lindetræerne var blevet så store, at de trykkede egene for meget. Derfor tog vi dem ned. I stedet for at skære dem ned ved jorden har vi skovet dem i cirka halvanden meters højde. På den måde skyder de igen, men over bidehøjde. Dermed undgår vi, at dåvildtet gnaver dem, så opvæksten ikke kommer op, siger han.
– Forsøget med at skære lind ned i halvanden meters højde ser ud til at fungere godt. Nu skal der lige gå et år eller to, inden vi kan vurdere resultatet helt, fortsætter Jens Rasmussen.
Fra landbrug til skovdyrkning
Før skoven blev plantet lå de 18 hektar brak. En ny skovrejsningsordning var det, der fik Erik Frederiksen til at rejse skoven.
– Det var i 1990’erne, hvor brakordningerne eksisterede. Der var ingen krav om, at vi skulle slå markerne. Jeg synes, det var så trist at se på sådan en brakmark. Da den første skovrejsningsordning kom, valgte jeg derfor at plante skov på arealet, fortæller Erik Frederiksen.
Det var en 20-års tilskudsordning.
– Vi fik løbende tilskud tilsvarende brakstøtten. Derudover kom et tilskud til hegning og tilplantning. Jeg har bestemt aldrig fortrudt, at vi gik ind i den ordning, siger Erik Frederiksen.
Han måtte ikke reolpløje og heller ikke bruge kemi til renholdelsen.
– De første år fræsede jeg det mange gange. Jeg kørte nok over alle 18 hektar syv gange med min lille traktor og fræseren, husker han. Interessen for skovdyrkning har Erik Frederiksen fået, efter at skoven blev rejst i år 2000.
– Jeg har altid nydt at plante. Men efter at jeg har fået skov, har jeg brugt meget tid på at sætte mig ind i dyrkningsprincipperne.
Det har været spændende – og nødvendigt, lader han forstå.
– Jeg skal jo kunne give skovfogeden lidt fagligt modspil, så han ikke render om hjørner med mig.
Flotte grandis
På vejen rundt i skoven går turen til en anden afdeling, hvor der er plantet thuja, lærk og grandis. Nåletræerne er vokset gevaldigt til i løbet af tyve år.
Specielt lærk og grandis står som store og flotte træer med sluttede kroner.
– De har udviklet sig fantastisk godt her på den tidligere fjordbund. Det er en fornøjelse at se de sunde og flotte nåletræer, siger skovfoged Jens Rasmussen.
Erik Frederiksen gør det klart, at det er herlighedsværdien, som han værdsætter allerhøjest ved at være skovejer.
Han stopper op og kigger til toppen af en stor grandis.
– Skovbilledet hernede er fantastisk. Her er der fuld skovfornemmelse. Jeg går altid herned, når jeg er i skoven. Det er mit favorithjørne, siger skovejeren.
Ejeren beholder skoven
Erik Frederiksen solgte sin gård for nogle år siden, men han har beholdt sin skov. Landmandstilværelsen blev dermed byttet ud med et parcelhus i Maribo, hvor han nu bor sammen med sin kone.
Selv har han rundet 76 år, men med stokken i hånden traver han fortsat rundt i sin skov uden problemer.
Et salg af skoven er ikke på tale.
– Det kunne jeg ikke drømme om. Jeg er jo også nødt til at beholde skoven, så jeg fortsat kan bidrage lidt til Jens Rasmussens løn, lyder det.
Indimellem savner han gården. Men det var blevet for vanskeligt at klare vedligeholdet.
– På gården kunne vi stå i køkkenet og kigge ud over havet. I dag har vi udsigt til naboens hæk. Men sådan må det være. Jeg brød mig til sidst ikke om vedligehold i højden, som at rense tagrender og reparere vindskeder, lyder det fra den tidligere landmand.
Erik Frederiksen har aldrig fortrudt, at han kastede sig over skovdyrkningen for tyve år siden.
– Det var den helt rigtige beslutning. Jeg nyder både herligheden og arbejdet. Det har været spændende at følge udviklingen i skoven, siger han.
Erik Frederiksen drev tidligere landbrug med 100 hektar planteavl. Afgrøderne var blandt andet sukkerroer, korn og raps. Derudover har han også haft fedekvæg. Han har haft en harefarm og har udlejet værelser til turister.
Erik Frederiksen har indtil videre nået 52 års ægteskab sammen med sin kone. Parret har to børn, som i dag er beskæftiget i andre brancher.
