Kan Iran redde de danske askeskove?
Spørgsmålet lyder langt ude i skoven, men bag det skjuler sig en interessant historie om istidernes indflydelse på de danske skoves tilpasningsevne, og om muligheden for at hente forbedret genetisk materiale i Iran. Og med en sidehistorie om, hvorfor ædelgran fra Syditaliens bjerge trives bedre i Danmark end ædelgran fra de nærmere skove i Tyskland eller Tjekkiet.
For nylig holdt en iransk skovbrugsforsker, Khosro Sagheb-Talebi, foredrag i København. Han var kommet for at fortælle om de 1,8 million hektar store, frodige løvskove, som findes i Elbruz bjergkæden i det nordlige Iranlangs Det Kaspiske Hav. Skove, som blandt andet består af eg, bøg, ask, lind, elm, el, tarmvridrøn, buxbom m.fl. Det vil sige skove, der stedvis har en sammensætning meget lig mange danske skove, blot mere artsrig.
Potentialet – og lidt teori
Hvorfor er det interessant? Det er det, fordi vi håber på at kunne hente plantemateriale i disse skove. Plantemateriale, som måske er modstandsdygtigt mod sygdomme som elmesyge og askens toptørre.
Men først lidt generelt om proveniensvalg. Når man henter arter eller provenienser uden for nærområdet, vil man altid forsøge at hente disse på lokaliteter, der ligner dem, man har på det kommende voksested. Det vil sige, at man leder efter nogenlunde samme nedbørsforhold, temperaturforhold og lysforhold (breddegrad). Erfaringen siger, at det giver de bedste resultater.
Ædelgranens historie
Der er dog interessante undtagelser, f. eks. hos den almindelige ædelgran. Både i videnskabelige afprøvninger og i praksis i skoven klarer provenienser fra den allersydligste, tørre spids af Italiens støvle (Calabrien) sig betydeligt bedre end provenienser fra områder, hvis vækstforhold ligner de danske – som Tjekkiet eller Tyskland.
Vi taler om 50-70% større tilvækst, og om en langt bedre sundhed. Efter 40 år var de calabriske ædelgraner i de danske proveniensforsøg i fuld vækst, mens stort set alle øvrige provenienser var ved at sygne hen. Hvad er forklaringen på denne forskel i sundhed og vækst?
Genetikerne mener, at den europæiske ædelgran (og andre af vores kendte skovtræarter, bl.a. vores løvtræer) under istiden fik deres genetiske bredde indskrænket, fordi de blev trængt tilbage til små isfrie lommer. Mens de træarter, der opholdt sig sydligere (altså bl.a. i Calabrien), og derfor ikke blev påvirket af isen, beholdt en bred genetisk variation. Denne bredde giver et større potentiale for tilpasning til forskellige vækstforhold.
Tilbage til Iran
Men tilbage til det nordlige Iran. Her har man aldrig kendt til istider. Det betyder, at man har meget gamle skove med en meget stor genetisk variation. De Kaspiske Skove har en alder på 2 millioner år, mens vores danske skove i bedste fald er op mod 12.000 år gamle.
Forskerne mener, at der er gode chancer for at hente provenienser af traditionelle løvtræer som bøg, ask, elm m.fl. i Iran. Provenienser, som måske har større tilvækst og bedre sundhed end de typer, vi traditionelt dyrker.
Helt aktuelt vil der være stor interesse for at undersøge, om der i Iran findes aske-provenienser, som er modstandsdygtige mod askens toptørre. Det kan faktisk undersøges ganske hurtigt, hvis vi kan få noget iransk aske-materiale til Danmark. Allerede i planteskolestadiet kan man forsøge at smitte det nye materiale med svampesporer af askens toptørre. Og i løbet af få år vil vi have svaret.
Robusthed og tilpasningsevne
Nogle vil indvende, at det er problematisk at indføre og anvende provenienser fra så fjerne himmelstrøg – i stedet for de lokale danske. Men det forekommer svært at fastholde, at vi fremoverkun skal anvende danske provenienser af løvtræarter. Det vil være vigtigt og meget positivt at få mere genetisk bredde ind i vores skove. Det vil give mere robusthed.
Og robusthed og tilpasningsevne bliver afgørende fremover, både i relation til mulige klimaændringer og til de mange nye sygdomme og skadevoldere, som globaliseringen fører med sig. Vi foretrækker under alle omstændigheder sunde, vækstkraftige skove af udenbys oprindelse frem for skrantende og svage bevoksninger med lokale, egnskarakteristiske provenienser.
Så vi følger med interesse forsøget på at knytte tættere forstlige bånd mellem Danmark og Iran.
By: Per Hilbert
