Muntjachjorten landet i Danmark
Når talen falder på invasive vildtarter i Danmark, ligger det i luften, at vi helst vil være fri for dem. Det gælder f.eks. vaskebjørnen, nilgåsen og mårhunden. Selv vildsvinet, der så gerne vil etablere sig her, viser vi bort ved havelågen. Men nu banker tilsyneladende en ny art på hoveddøren, nemlig den lille og sky muntjac.
Det er en asiatisk hjort, der i løbet af de seneste år har gjort England til sin hjemmebane, og på ganske få årtier er blevet landets måske mest talrige hjortevildtart.
For nylig kom nemlig historien om, at man ved Nørre Snede i Midtjylland har skudt et par muntjac, og yderligere set flere dyr, blandt andet kalve. Naturstyrelsen kunne supplere med, at der gennem de sidste to år har været flere observationer af muntjac i Jylland, eksempelvis også ved Blåvand, og at de har udstedt flere reguleringstilladelser.Den er endnu ikke på listen over invasive arter, men det kan den hurtigt komme, for i England betragtes arten mange steder som en pest.
En lille og kvik er bedre end…
Den høje formeringsevne betyder nemlig, at muntjacen hurtigt bliver en udfordring for skovbundens vegetation og specielt selvforyngelserne. Ikke mindst skovenes bundvegetation lider under trykket fra den invasive art, hvilket også kan påvirke jordrugende fugle og små pattedyrs muligheder for skjul. Især beskyttelse af nyplantninger bliver problematiske, idet muntjacen er umulig at hegne ude, medmindre hegnet er nedgravet i bunden.Nu skal man jo ikke male fanden på væggen på grundaf et dyr, der kun er halvt så stort som et rådyr, men alligevelbeder Naturstyrelsens vildtkonsulent, Steen Fjederholt, om, at man rapporterer sine observationer af muntjac, så den lille invasive hjorteart kan bekæmpes.
”Det kan altså gå rigtig hurtigt, og når den så samtidig er god til at skjule sig, kan det gå alt for galt, inden man bliver klar over, at man er ved at have et problem”, siger Steen Fjederholt.
Det vides ikke, hvor de danske muntjac kommer fra, men det antages at være udslip fra dyrehaver eller bevidstudsætning. Den eneste kendte vilde bestand i Europa – udenfor England – er en begyndende bestand i Holland.
Men hvad er det for en fætter?
Den asiatiske muntjac er en sand mester i tilpasning, og derfor kan den nemt etablere sig i Danmark, hvis den får lov, siges det. Og ganske vist er det, at muntjacen er en overlever – nærmest et omvandrende fossil.
Den befandt sig i Europa for mindst 15 millioner år siden, og dens knogler er fundet i affaldsdynger i Frankrig og Tyskland. Derved er den et af de ældste nulevende dyr i sin oprindelige form, 15 gange ældre end rådyret og 150 gange ældre end det dådyr, vi kender i dag. Den har dermed haft sin gang på jorden sammen med den forlængst uddøde mammut, den er blevet ædt af sabeltigre, og den har set andre arter pattedyr udvikle sig, sprede sig og uddø. Vi må derfor også antage, at hvis den vil etablere sig i Danmark, så er der ikke nogen mulighed for at forhindre den i det.
Der er ikke forsket så meget i muntjacens påvirkning på andre vildtarter, men erfaringer fra England viser, at det overvejende er råvildtet, der påvirkes. Ikke blot fordi de er de mest jævnbyrdige i størrelse, men også fordi de begge har behov for foder af høj kvalitet, er feinschmeckere omkring deres føde og søger hen til de samme gode områder. Man har direkte observeret, at råvildtet trækker sig eller bliver jaget bort fra de gode fourageringsområder, når muntjacen er talrig nok.
Etableringen i England
Den muntjac-art vi kender fra England, kaldes også Reeves muntjac, og blev for alvor introduceret i England af den 11. hertug af Bedford. Han var en entusiastisk samler af eksotiske hjortearter til sin dyrehave på sit slot Woburn, 100 km nord for London. Udover at de små udbryderkonger selv fandt vej ud, var dårligt vedligeholdte hegn også årsag til udslip.
I 1980´erne stod det klart, at bestanden var i rivende udvikling i hele den sydlige del af England og under etablering længere nordpå. I begyndelsen af dette årtusinde blev bestanden i England estimeret til 100-200.000 dyr. I dag er bestanden flerdoblet, og det antages at antallet stiger med 10% om året, hvorved muntjacen måske allerede nu er den mest talrige hjorteart i England.
Reeves muntjac
Reeves muntjac er et lille og kompakt udseende dyr, og da benene er ret korte i forhold til kroppen, adskiller muntjacen sig tydeligt fra andre hjorte. Hjortene vejer 10-15 kilo og er omkring 50 centimeter høje over skulderen, hundyrene lidt mindre. Deres forventede levetider relativ høj, og det antages, at de på den fri vildtbane bliver omkring 10 år. Hinden føder kalve stort set året rundt, en reminiscens fra deres oprindelsesland, hvor der ikke er så skarpt adskilte årstider. Geviret består af en enkelt, simpel stang, som kan nå en længde på 8-10 centimeter. På ældre hjorte udvikles herudover en lille øjensprosse. Både hinder og hjorte har hugtænder, som hos hjortene kan nå en længde på 3-4 centimeter udenfor kæben. Tænderne bruges, udover til kamp, til at flænge bark af små træer, som markering af hjortens territorium.
Muntjacen er ikke noget socialt dyr som eksempelvis krondyr, og den findes aldrig i spring eller rudler.
Muntjacen er også kendt som `den gøende hjort´, idet den er voldsomt vokal og benytter enhver lejlighed til at anvende sin terrier-lignende lyd for at alarmere, udfordre eller blot signalere sin position.
Jagt på muntjac
En muntjac kan være vanskelig at pürsche, da de foretrækker tæt vegetation. Herudover er de så små, at de kan være vanskelige at få øje på. Selv når de jages på anstand, kan det være vanskeligt, idet de næsten altid er i bevægelse. Når det gælder rollen som jagtbytte for mennesker, er en af muntjacens eneste svagheder, at de skal æde ofte. Man regner med, at de under normale omstændigheder har fem fourageringsforløb i løbet af et døgn, og hvert af disse forløb varer op til 3 timer. Det betyder, at de er på farten over halvdelen af døgnet, og herved udsætter sig for at blive set, før de selv ser.
By: Per Kauffmann
