Af Jens Mathiasen

En hestevogn langs staldbygningen og skovbevoksninger i deres pure ungdom.

Det er noget af det, som gemmer sig i de millioner af luftfotos, som Det Kgl. Bibliotek har digitaliseret de seneste år.

Projektet hedder Danmark set fra luften – før Google.

– Vi begyndte projektet tilbage i 2012 og bliver færdige omkring marts i år. Til den tid har vi digitaliseret mere end 1,5 millioner skråfotos og over 0,5 millioner lodfotos. Billederne er taget fra luften og viser ejendomme, kirker, byer med mere, siger Mette Colding Dahl.

Hun er forskningsbibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek og har stået i spidsen for projektet. Samlingen indeholder blandt andet de ældste danske billeder taget med flyvemaskine.

– Holger Damgaard tog i 1913 de første billeder af Danmark fra flyvemaskine. Samlingen indeholder også billeder af ejendomme fra 1930’erne og frem taget af firmaet Sylvest Jensen Luftfoto. Der er også nyere billeder i samlingen fra 1980’erne og 1990’erne, siger Mette Colding Dahl.

Alle kan placere billederne

Skovejere, landmænd og andre interesserede kan gå på opdagelse i de mange gamle billeder af ejendomme. Alle kan også være med til at flytte billederne ud på de rigtige pladser på danmarkskortet.

– Projektet er bygget op i en portal, hvor alle kan logge ind som bruger og placere billeder på kortet. Der kommer fortsat nye billeder online. Dem lægger vi ud i ”digitale bunker” markeret med røde nåle. Brugerne flytter billederne ud på deres rigtige pladsog markerer med en grøn nål, siger Mette Colding Dahl.

– De fleste begynder med at finde fotos, som de selv kender til. Af en eller anden grund er fynboer de mest aktive, når det handler om at placere billeder. Men flere jyske brugere er også godt med, siger hun og tilføjer, at brugerne får point for aktivitet på portalen.

De historiske luftfotos findes på www.kb.dk/danmarksetfraluften. ● Panorér og zoom ind på kortet for at se billeder i et område af Danmark. Søgefunktionen til venstre bruges kun til at søge på billedserier med mere. ● Grønne nåle viser fotos, som allerede

Den frivillige hjælp er værdifuld

Projektet har digitaliseret mere end to millioner luftfotos fra Det Kgl. Biblioteks samlinger. I skrivende stund har brugerne placeret lige under 1,5 millioner af dem på Danmarkskortet, og i marts kommer yderligere godt 100.000 skråfotos online.

– Vi regner med, at det cirka tager fem minutter at placere et billede. Omregnet til årsværk, så har vores dygtige brugere bidraget med mere end 60 årsværk i billedplacering. I snit placerer brugerne alt i alt omkring 1000 fotos i døgnet. Det er en uvurderlig hjælp, som vi er meget taknemmelige for, siger hun.

Danmark set fra luften er støttet af fonde. Blandt andet har Aage og Johanne Louis-Hansens Fond støttet med otte millioner kroner.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #65

Læs andre artikler inden for For Landmanden