Af Jens Mathiasen

Helge Daus er klar med en ny bog om bevaringsværdige træer i Aarhus-skovene.

Bogen er rigt illustreret og giver læserne en grundig indføring i de særlige træer omkring Aarhus.

– Bogen blev til, fordi det gik op for mig, at de ansatte i Aarhus Kommune ikke har kendskab til de særlige træer, som vi gamle har gået og værnet om og skabt. Det skyldes blandt andet, at det er lystskove. Men i de skove må der altså gerne være historiske værdier at værne om, siger forfatteren Helge Daus.

Han mener, at de særlige træer skal være med til at fortælle om fortiden.

– Når jeg går guidede skovture, fremhæver jeg træer, bevoksninger og anekdoter fra fortiden, siger han.

Netop Helge Daus kender Aarhusskovene bedre end de fleste. Igennem 30 år var han skovfoged ved Aarhus Kommune. Han blev ansvarlig for at rejse en stor del af de bynære skove. Det foregik i årene fra midt i 1970’erne og frem til omkring år 2000.

Men helt fra barnsben har han haft sin gang i skovene. Hans onkel Kjeld Ladefoged var nemlig skovrider i Aarhus fra 1946 til 1986.

Til kommende generationer

Helge Daus fremhæver, at noget af det allervigtigste i skovdyrkning er overleveringen fra generation til generation.

– Det moderne menneske tænker ikke over, at skovene er opstået af langsigtede fremsyn og lange tilbageblik. De yngre generationer lærer for lidt om skove og deres betydning i samfundet.

– Jeg følte det simpelthen som en pligt at skrive bogen, som et plaster på det sår, som den manglende overlevering er, siger han.

Helge Daus har tidligere skrevet bøgerne Riis Skov og Skovene.

Den nye bog er den tredje og med hans egne ord sidste. Den er på 210 sider. Bogen kan købes direkte i flere boghandler i Århus. Derudover kan den bestilles på nettet og hos samtlige boghandler i Danmark.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #71

Læs andre artikler inden for Sø og vådområder