Tekst: Jens Mathiasen. Foto: Samuel Schriver

Skovflis til danske varmeværker er de senere år blevet kritiseret af nogle politikere og grønne organisationer.

Men et paradigmeskifte kan være på vej, vurderer Kim Winther, udviklingschef hos Fjernvarme Fyn.

Ny teknologi kan nemlig løfte skovflis og anden biomasse op i superligaen, når det gælder fjernelse af CO2 fra atmosfæren.

– Med CO2-opsamling kan vi producere el og varme – uden at vi frigiver CO2 ved forbrændingen. Det kommer til at betyde en omvæltning i den måde, vi ser på biomasse til el- og varmeproduktion, forudser Kim Winther.

- Flis og anden biomasse kan stå overfor et egentligt paradigmeskifte, vurderer Kim Winther, der er udviklingschef hos Fjernvarme Fyn.
– Flis og anden biomasse kan stå overfor et egentligt paradigmeskifte, vurderer Kim Winther, der er udviklingschef hos Fjernvarme Fyn.

Opsamling på værker

Den nye teknologi, som forventes etableret flere steder de kommende år, kaldes CC. Det betyder Carbon Capture.

– Helt konkret kommer opsamlingenaf CO2 til at foregå lige inden varmeværkets skorstene. Her benytter man kemiske væsker, som kan vaske CO2 ud af røgen. Alt efter om CO2 senere skal udskibes til lagring i undergrunden eller anvendes lokalt, kan man få det ud som væske eller på gasform, siger Kim Winther.

Han uddyber, at rammerne nu er lagt til et helt grønt kredsløb, hvor træer opsamler CO2 i deres levetid. Når skovene tyndes og fældes som led i den løbende skovdrift vil en stor del af træet indgåi byggeri og materialer. Restproduktet flis afbrændes og bliver til el og varme – uden at der udledes CO2.

– Hos Fjernvarme Fyn er vi fuldt bevidste om, at skoven tjener flere funktioner. Derfor skal energiudnyttelsen også være bæredygtig. Derfor udgør biomasse kun en del af varmeproduktionen, imens blandt andet el fra vind og sol i stigende grad også anvendes i for eksempel elkedler og varmepumper, lyder det fra udviklingschefen.

– Men når biomassen energiudnyttes med CO2-fangst, får vi i fremtiden et system, som ikke kun er CO2-neutralt. Det er faktisk et minus-regnskab, som fjerner CO2 fra atmosfæren – samtidig med at vi producerer materialer, el og varme, fortsætter han.

Med CO2-opsamling bliver flis betydeligt mere klimavenligt som råstof til el- og varmeproduktion
Med CO2-opsamling bliver flis betydeligt mere klimavenligt som råstof til el- og varmeproduktion

Fynske værker tester teknologi

Kim Winther forklarer, at teknologien allerede er udviklet og fungerer i fuldskala i andre dele af verden.

– På Fjernvarme Fyn har vi nu startet et ambitiøst forstudie sammen med virksomheden Fortum. Det arbejde skal bane vej for, at teknologien bliver implementeret på fjernvarmeanlæg i Odense og Nyborg, siger udviklingschefen.

Perspektiverne er store.

– Hvis CO2 fra forbrændingen indfangesbliver fjernvarmen klimaneutral. Vi kan levere klimaneutral fjernvarme til borgerne på Fyn og på samme tid bidrage markant til at nedbringe Danmarks samlede CO2- udledning, lyder det fra Fjernvarme Fyns administrerende direktør Jan Strømvig.

De to anlæg i Odense og Nyborg vil tilsammen have en CO2-udledning på knap en million ton.

– Heraf forventer vi inden 2030 at kunne fange godt 340.000 ton CO2 i Odense og knap 140.000 ton CO2 i Nyborg. Det er altså en stor mængde CO2, som kan fjernes, siger Kim Winther.

Han oplyser, at den forventede opsamling på de to anlæg svarer til cirka tre procent af løsningen af den samlede danske klimaudfordring.

Efter 2030 er potentialet på længere sigt op mod 900.000 ton CO2, som kan fanges og lagres eller konverteres til bæredygtige ressourcer.

Store perspektiver for skovejere

Teknologien fungerer uanset typen af brændsel og vil også kunne anvendes ved afbrænding af affald. Men specielt for biomasse som flis er der store perspektiver.

– Når vi fylder flis ind i vores anlæg og opsamler CO2, der senere lagres eller fortrænger andre fossile udledninger, så har vi reelt en negativ CO2-udledning. Det vil sige, at vi med skovflis, halm og anden biomasse, i samarbejde med virksomheder der kan fremstille grønne brændstoffer, kan afhjælpe udledningen fra for eksempel CO2-tunge sektorer som transportsektoren, hvor der ikke er nemme løsninger forude, siger Kim Winther.

– Det her kan altså fundamentalt ændre den måde, som biomasse til opvarmning anses i den offentlige debat, lyder vurderingen.

Forventer fuldskalaanlæg

Fra politiske side er der også meldt positivt ud omkring indfangning og underjordisk lagring af CO2. Teknologien tegner til at blive en del af løsningen på Danmarks og verdens klimaudfordringer.

Ifølge Kim Winther er prisen en af de store udfordringer.

– Alene på vores anlæg i Odense vil investeringen i fuldskala-anlæg løbe op i flere milliarder kroner. Så det er noget af en investering. Derudover skal markedet for at aftage CO2 modnes. Men det skal nok komme, siger han.

– Vi vurderer, at der er gode muligheder for, at fjernvarmeværkerne på Fyn har anlæg kørende i fuldskala inden 2030. Vi tror fuldt og fast på, at teknologien for alvor kan gøre en forskel i den grønne omstilling, fortsætter han.

Forstudiet forventes færdig inden udgangen af 2022, hvorefter der træffes beslutning om det videre forløb.

Teknologi med politisk støtte

Politikerne har også fået øjnene op for mulighederne i at indfange CO2.

Den 14. december 2021 offentliggjorde Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at regeringen og et bredt politisk flertal er blevet enige om en aftale, der skal sikre, at anlæg til CO2-fangst og -lagring er i drift fra 2025.

Aftalen indeholder blandt andet mulighed for, at CO2-udledere kan søge om første del af i alt 16 milliarder kroner til at udvikle markedet.

Regeringen har desuden fremlagt et udspil med 1,25 milliarder kroner til udvikling af Power-to-X-teknologi, der omdanner grøn el til brændstoffer.

Udspillet lægger op til at styrke udviklingen af fremtidens grønne brændstoffer med i alt 14 initiativer.


CO2 kan blive værdifuld råvare

Arbejdet med CO2-opsamling på de fynske værker sker i et samarbejde imellem Fjernvarme Fyn og Fortumkoncernen.

Fortum har allerede et anlæg til CO2- fangst kørende i mindre skala på sit anlæg i Oslo i Norge. Derudover producerer Fortum og datterselskabet Uniper brint i Tyskland.

Netop brint og CO2 er to vigtige komponenter.

– Brint kan sammen med CO2 indgå i plastik eller omdannes til bæredygtig metanol. Det er den proces, der også kaldes Power-to-X. Bæredygtig metanol kan fortrænge fossile brændstoffer og dermed bidrage til at nedbringe CO2-udslippet i andre sektorer, fortæller Fjernvarme Fyns udviklingschef, Kim Winther.

Uniper ser store perspektiver i samarbejdet.

– Det kræver et bredt samarbejde at etablere en effektiv Power-to-Xinfrastruktur. Vi vil bidrage til partnerskabet med ekspertise og internationalt perspektiv, fortæller Axel Wietfeld, administrerende direktør hos Uniper.

Han gør det klart, at ambitionen er, at den indfangede CO2 på sigt kan omdannes til en bæredygtig ressource, der kan indgå i eksempelvis genanvendt plastik eller fungere som bæredygtigt brændstof i industri, transport og søfart.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #81

Læs andre artikler inden for flis