Daus fulgte sin drengedrøm og blev skovfoged
77-årige Helge Daus har været skovfoged i Aarhus Kommune i 30 år. Han var medansvarlig for skovrejsningerne i kommunen fra midten af 1970’erne og frem til år 2000. Interessen for skov blev vakt allerede i den tidlige barndom.
Der sidder en 7-årig dreng i korte bukser i Marselisborg Skovridergård. Han kigger op på sin onkel. Det er Aarhus’ skovrider Kjeld Ladefoged.
– Jeg skal i skoven – vil du med, spørger onklen. Den lille dreng svarer ikke. Han smiler bare – og løber alt hvad han kan ud i onklens Ford Popular. Få minutter senere ruller Ford’en ud til skovarbejdere i Aarhus’ skove. Året er 1948.
Onkel Kjeld og skovene
Sådan husker Helge Daus utallige lykkelige stunder fra ferierne hos sin onkel og moster i Aarhus.
– Jeg tog fra Aabenraa til Aarhus på ferie hvert eneste år. Så snart jeg havde nogle fridage, så skyndte jeg mig derop. Jeg trivedes så fantastisk godt deroppe, mindes han.
Onklen Kjeld Ladefoged var skovrider i Aarhus fra 1946 til 1986. For den lille feriedreng var han det helt store forbillede.
– Fra jeg var helt lille, tog min onkel mig med i skoven. Derfra lærte jeg skovene og deres administration at kende. Jeg kunne jo ikke andet end at lytte og suge til mig. Jeg syntes, det var så spændende, beretter Helge Daus.
– Nå, ja. Jeg fik jo også sommetider lov til at køre hans bil. Det var dødspændende, tilføjer han.
Skildpadden fra 1963
Helge Daus er i dag pensioneret skovfoged. Han fik lige knap tredive års ansættelse ved Aarhus Kommune.
I dag bor han i en teglstensvilla i Beder sammen med sin kone Alice. Villaen er basen for Helge Daus. Det er her, han inviterer indenfor til et interview om sine bøger og sit lange liv som skovfoged.
– Kom med ind og se hvor jeg holder til, siger han med ivrig stemme. Han viser indenfor på sit lille kontor. Det er hulen, hvor han bruger masser af timer, lader han forstå.
Der er ingen synlige vægge i hulen. Til gengæld er der tætpakkede hylder fra gulv til loft. Skulder ved skulder står der litteratur, mapper, billeder og små pudsige effekter, som på hver deres finurlige måde sladrer om begivenheder i Helge Daus’ liv.
På toppen af en hylde hviler skovfogedens hovedbeklædning. Det er fra en tid, som for længst er passeret forbi.
– Se, den hjelm i midten fik jeg på Skovskolen i 1963-1964. Det var jo faktisk før beskyttelses-beklædningens tid. Du må gerne tage den ned, men den er nok blevet lidt støvet, lyder det.
Han smiler. Et øjeblik senere står Helge Daus med sin gamle hjelm på hovedet.
– Hold nu op, den har jeg jo ikke haft på i mange år. Men vi kaldte den skildpadden. Du kan se, den er udformet sådan, at grene skulle glide af. Den kom frem først i 1960’erne, fortæller han.
Han tager fat i en hvid kasket, som også ligger på hylden.
– Kasketten hører jo til skovfogedens sommerbeklædning. Den er perfekt til sådan en varm sommer, som vi har haft i år, siger han.
Helge Daus vender blikket og kigger ud ad kontorets lille vindue. Han sender tankerne tilbage til 1960’erne.
– Vi havde fuld uniform dengang. Vi var jo dis. Der er sket meget siden dengang. Tiden var en helt anden, siger han.
Turen går til Børup Skov
Helge Daus foreslår at vise Børup Skov i Tranbjerg syd for Aarhus. Det er en af de bynære skove, han har rejst i løbet af sine 30 år ved Aarhus Kommune.
– Min kone har pakket vand til os. Jeg siger lige til Alice, at vi kører, indskyder han og forsvinder et kort øjeblik ind i stuen. Kort efter returnerer han med en kurv med vandflasker.
I bilen til Børup Skov fortsætter interviewet. Helge Daus fortæller engageret om sit liv helt tilbage fra den tidlige barndom.
Den 77-årige skovfoged har frit udsyn ned igennem sit livs årrække. Han opremser ubesværet årstal og små finurligheder, som har brændt sig fast på nethinden.
Helge Daus’ liv tog en barsk drejning, da han netop var blevet teenager. Dengang boede han hos sine forældre i Aabenraa i Sønderjylland.
– Det er lidt af en barsk historie. Vi blev alene – min bror og jeg. Jeg var tretten, og min bror var sytten. Begge vores forældre døde indenfor det samme år. Min mor døde af kræft, og min far døde af en hjerte-kar-sygdom.
– Ja, faktisk døde min farbror også kort tid efter. De tre mest betydningsfulde personer i mit liv blev revet bort indenfor et års tid. Det var simpelthen en tragedie. Min far var bare 51 år, da han døde, fortæller Helge Daus. De to brødre flytter derfor ind hos deres mormor i Aabenraa.
Fra diskenspringer til skovfoged
Selvom interessen for skoven var vakt fra barnsben, lå det ikke lige for, at det også skulle blive hans levevej.
Helge Daus’ far så nemlig gerne, at hans to sønner skulle gå handelsvejen, ligesom han selv havde gjort.
– Min far havde skaffet mig en læreplads i Magasin Du Nord i Aabenraa. Men det var altså ikke noget for mig. Jeg ville ikke stå der og sælge klude, gardiner og lyserøde underbukser, lyder det.
Det var onklen i Aarhus, som hjalp den unge Daus i gang med karrieren i skovbruget.
– Da jeg var 15 år gammel fandt jeg ud af, at jeg selvfølgelig ikke skulle være diskenspringer. Det var jo slet ikke mig. Jeg skulle derimod være noget for mandfolk. Så jeg sagde til min onkel i Aarhus, at jeg ikke ville ned til Aabenraa mere. Jeg havde jo ikke haft andet end dårlige oplevelser i Aabenraa. Jeg ville i stedet være skovfoged, siger han.
– Nå, svarede onkel Kjeld til mig. Så må vi jo se at finde ud af det, fortæller Helge Daus.
Der opstod en del forviklinger, inden Helge Daus kunne starte som skovfogedelev i 1956. For han var sent på den, og alle elevpladser var optaget.
– Selvom reglerne sagde, at man ikke måtte være i familie med distriktsbestyreren, så endte det alligevel med, at jeg fik en plads og blev 0-års elev hos skovfoged Jensen i Fløjstrup, syd for Aarhus. Det hørte jo under min onkel, som var skovrider i Aarhus, fortæller han.
Egetræer plantet af byrådet
Helge Daus svinger bilen ind på en grusbelagt parkeringsplads ved Børup Skov. Han hopper ud og sender hurtigt blikket op på en række 35-årige ege i skovbrynet.
– Her skal du lige huske mig på, at vi får taget et par billeder, indskyder han.
– Jeg skal bruge billederne til min nye bog om monumentale træer i Aarhus. Jeg skal nemlig sige dig, at de ege, der står lige her, er plantet af byrådsmedlemmer. Det skete ved indvielsen i 1983. Der er nok ikke andre end mig, der ved det. Derfor er det så vigtigt, at jeg får skrevet min nye bog. Så kan folk selv gå ud og finde de betydningsfulde træer i Aarhus’ skove. Jeg har nemlig målt dem ind med GPS-koordinater, fortsætter han.
Naturværdier og produktion
Fra P-pladsen fortsætter turen til fods ad en skovsti ind i Børup Skov. Imens forklarer han, at den første del af skoven er sået i 1983 af børn fra Grønløkkeskolen.
Helge Daus beretter levende om de tanker, der ligger bag de forskellige afdelinger i skoven. Han føler et enormt ejerskab, og han taler konsekvent om ”min skov”.
Et af de temaer, som han har arbejdet med i alle årene er forholdet imellem produktion på den ene side og naturværdier for borgerne på den anden. Skovfogeden mener, at de to forhold fint kan forenes.
– Ryttere, cyklister og fodgængere skal selvfølgelig have plads i skoven. Men vi skal sørge for at anlægge stier og baner de rigtige steder. Det har man efter min mening forsømt i nogle tilfælde. Eksempelvis har man i en af Aarhus-skovene lagt en mountainbikerute, så den går ned igennem en af de gamle hulveje fra før Kristi fødsel. Altså, hvad er det dog for noget. Det er mangel på veneration, siger han.
For Helge Daus har produktion altid været førsteprioritet. Sådan skal det være – også i bynære skove, mener han. – Det giver den sundeste skov.
Det giver den skov, der producerer mest. Det er også den skov, der viser størst afveksling for folk, fordi der arbejdes i den, lyder det.
Han husker stadig rådet fra sin onkel Kjeld Ladefoged, som var skovrider i Aarhus frem til 1986.
– Allerede dengang i starten af 1980’erne talte vi om temaet. Min onkel sagde, at vi skulle lade nogle af de store træer ude langs veje og stier blive stående. Hvad I så laver der bagved – det er der ikke så mange, der bider mærke i. Og han havde helt ret, siger Helge Daus.
Har aldrig etableret en blandingsbevoksning
Helge Daus er rundet af sin tid. Tiden var en anden, da Børup Skov blev plantet i begyndelsen af 1980’erne. Dengang holdt man fast i de gamle dyder.
Traditionerne og det gode håndværk ligger fortsat dybt forankret i den pensionerede skovfoged.
Eksempelvis har Helge Daus i sin tid som skovfoged aldrig plantet et eneste træ om foråret. Det foregik altid om efteråret – og med høj overlevelsesrate, påpeger han.
Blandingsbevoksninger er heller ikke noget, som Helge Daus kan se det smarte i.
– Jeg har etableret egeskov, bøgeskov, askeskov og så videre. Men jeg har bestemt aldrig nogensinde plantet eg, bøg, el, ask og ær i en pærevælling. Jeg bryder mig ikke om blandingsbevoksninger, siger han.
Han mener, at det er for bøvlet og for dyrt, når der skal produceres træ fra blandingsbevoksningerne.
– Jeg har jo oplevet at tynde i en bevoksning, hvor vi har aftalt med eksempelvis Junckers, at de kunne få x-antal kubikmeter af en bestemt sortering.
– Hvis det så er en blandingsbevoksning, så bliver det unødvendigt dyrt at finde det træ. Der skal bruges alt for mange kræfter på at sortere de forskellige effekter fra blandingsbevoksningerne, fremhæver han.
Han nævner i stedet et eksempel fra sin karriere, hvor el blev brugt som ammetræer for eg.
– Det fungerede godt. Hug rød-ellen på det rigtige tidspunkt, så skyder den med stubskud. Stubskuddene bliver til en form for bunddække. Det er godt for egen, som ikke bryder sig om for meget græsdække på skovbunden, lyder rådet.
Bynære skove producerer dansk træ
Helge Daus er ikke i tvivl om, at behovet for danskproduceret træ kommer til at stige i fremtiden.
– Derfor skal vi selvfølgelig optimere og dyrke vores skove med fokus på produktion. Se nu bare på Studstrupværket nord for Aarhus. Det værk alene skal bruge 1,8 millioner kubikmeter træpiller om året. Det er enorme mængder træ, der bliver behov for. Dertil kommer, at mange andre store kraftværker også er ombygget til flis, halm og træpiller, siger Helge Daus.
Han tror ikke på, at Danmark kan bliveved med at importere energitræ, som man gør i dag.
– På et eller andet tidspunkt, så vil de østeuropæiske lande jo også selv få brug for deres træ, når de kommer mere i gang med deres omstilling til klimavenlig energi. Så bare vent – der skal nok komme en bedre forståelse for produktion af dansk træ fra danske skove, forudser han.
Jobbet som en passion
Efter rundvisningen i Børup Skov er det tid til tilbageblik og refleksioner i villaen i Beder.
Helge Daus karakteriserer sig selv som perfektionistisk. Han lægger ikke skjul på, at arbejdet altid er kommet i første række.
– Jeg har altid følt et stort nærvær for min skov, og jeg har brugt utallige timer på mit arbejde. I årets lyse måneder kunne jeg for eksempel godt tage ud i skoven og arbejde om natten. Det var nogle fantastiske timer om natten og i den tidlige morgenstund, siger Helge Daus.
Den store passion for arbejdet har også haft konsekvenser. På spørgsmålet om nogle af børnene går samme karrierevej, lyder der et klart nej.
Han sidder lidt og tænker.
– Nej, for min familie har måske oplevet for meget negativt ved det. Jeg har jo passet mit job helt tosset forkert. Jeg har jo brugt al min tid på jobbet. Jeg så ikke på klokken. Det har været alt andet end otte til fire. For mig var jobbet min lidenskab og min passion, siger Helge Daus.
Han stoppede som skovfoged ved Aarhus Kommune i 2003. Dermed nåede han omtrent 30 års ansættelse som skovfoged ved kommunen.
- Related News:
Ny bog går i dybden med skovrejsning -01.10.2018 10:48- Det betyder tørken for dit tilskud-01.10.2018 10:39
- Trætjære og gas holder Harboøre varm-01.10.2018 10:26
- Politikerne sidder med tændstikken til dansk gaseventyr -01.10.2018 10:09
- Gas fra flis kan være nyt columbusæg-01.10.2018 10:07
- Dansk poppelklon klarer sig bedre end italienske-01.10.2018 09:09
- Nyt kontrakttillæg skal reducere risiko for svinepest-01.10.2018 08:09
- Skovlandbrug kan vinde frem i Norden-01.10.2018 08:09
