Ny bog går i dybden med skovrejsning
Tidligere skovfoged Helge Daus er aktuel med bogen Skovene. Her beskriver han sine mange skovrejsningsprojekter ved Aarhus.
Én mand kender Aarhus-skovene bedre end de fleste. Det er Helge Daus, som igennem 30 år var skovfoged ved Aarhus Kommune.
Han blev ansvarlig for at rejse en stor del af de bynære skove. Det foregik i årene fra midt i 1970’erne og frem til omkring år 2000. Men faktisk begyndte bekendtskabet med skovene langt tidligere – nemlig tilbage i slutningen af 1940’erne.
Nu er han klar med en ny bog om skovrejsningerne. Den hedder slet og ret Skovene.
I bogen går Helge Daus detaljeret til værks. Han fortæller om sine tanker bag skovene – om teknikker og om udfordringerne ved at etablere de enkelte afdelinger.
Bogen er rigt illustreret med gamle skovkort, avisudklip og forfatterens egne billeder.
Blev specialist i skovrejsning
Forfatteren oplyser, at han har været med til at rejse 12 skove i sin tid som skovfoged.
Det drejer sig blandt andet om Skødstrup Skov fra 1976. Klokkeskov i Stavtrup fra 1982. Viby Høskov og Børup Skov fra 1983. Derudover er det også Tranbjerg Skov, Brendstrup Skov, Mollerup Skov, Lisbjerg Skov og Åbyhøj Skov frem til år 2000.
Helge Daus føler, at det er vigtigt at formidle sine erfaringer til læserne, sådan at viden ikke går tabt.
– Det er vigtigt, at jeg får skrevet historien ned. For der er ikke andre end mig, der kender detaljerne i arbejdet og kan formidle den viden. Jeg er den, der var med hele vejen, siger han.
Skoven skal afleveres bedre
I sin aktive karriere som skovfoged var Helge Daus meget opmærksom på skovenes tilstand og på at pleje ogforynge dem korrekt.
– Jeg har altid drevet min skovfogedgerning ud fra det motto, at en skov skal være bedre, når du afleverer den, end da du overtog den. Det vil glæde mig, om skovene kan komme byens borgere til gavn – ikke kun som sportsplads, men som en del af landets nationalprodukt og en nyttig enhed i samfundet, oplyser han.
For Helge Daus skal skovene nemlig ikke kun være til publikum – heller ikke selvom de er bynære som ved Aarhus. Han vil gerne kunne kalde Aarhus-skovene for produktions-lystskove.
– Når jeg anlagde nye skove på marker, så havde jeg altid produktion for øje som førsteprioritet. Bynære publikumsskove kan og bør så vidt muligt drives fornuftigt økonomisk med produktion for øje, mener skovfogeden.
Forfatterens anden bog
Har man interesse i skovrejsning – eller interesserer man sig for den historiske udvikling i områderne omkring Aarhus, så er der mange timers spændende læsning i bogen.
Bogen er den anden fra forfatterens hånd. Han har tidligere udgivet bogen Riis Skov. Den kom i 2010 og omhandlede Europas mest besøgte skov. Det er Riis Skov ved Aarhus.
Helge Daus var skovfoged i Aarhus Kommune fra 1974-2003. Han bor i dag i Beder sammen med sin hustru Alice. Læs også portrættet af ham på de to foregående opslag.
Den ny bog Skovene er udkommet på Børge Møller Grafisk forlag. Den kan købes lokalt i Aarhus. Det er hos boghandlen i Veri Centret, Salling og Bruuns Galleri