Om føje tid er der bævere i ethvert vandløb i Danmark
I oktober 1999 blev der udsat 18 bævere i Klosterheden Statsskovdistrikt i Vestjylland. Der er senere også udsat bævere i Gribskov-området på Sjælland. Udsætningerne er lykkedes over al forventning, og bæverne er nu langsomt på vej til at brede sig til de fleste vandløb i landet. Men flere skovejere og landmænd langs vandløbene er bekymrede – nogle har endog taget fat i deres sagfører. For hvem betaler, når selv store træer fældes af de nye indvandrere, og når dræn stoppes og marker oversvømmes?
Der har levet bævere i Danmark i årtusinder. Landet var tidligere betydeligt vådere end nu, og bæveren stortrivedes. Men for omkring 1000 år siden forsvandt den fra vores fauna, udryddet af mennesker. Efterstræbt på grund af sin tykke og stærke pels og sit kød, der stod på menuen hos vore forfædre.
Samme udvikling har man haft i stort set alle andre europæiske lande. Man mener, at der for 100 år siden kun var omkring 700 dyr tilbage i isolerede bestande i Tyskland, Frankrig, Norge, Rusland, Ukraine og Hviderusland.
I begyndelsen af 1900-tallet rejste der sig en stemning for at få bæverne tilbage. Ved hjælp af en kombination af jagtforbud, oprettelse af reservater og udsætninger i hele Europa er indsatsen lykkedes så godt, at der i dag skønnes at være 350.000 bævere i Europa inklusiv Rusland. I stort set alle lande er der udsat bævere med Danmark som et af de sidste.
Blandt de mange internationale konventioner, Danmark har skrevet under på, er også Berner-konventionen fra 1986. Den kræver, at alle landene støtter muligheden for re-introduktion af naturligt hjemmehørende arter. Under henvisning til denne konvention besluttede Miljøministeriet, at Danmark skulle med i de internationale initiativer, og i 1998 fik man udarbejdet en forvaltningsplan, som tog stilling til konsekvenserne ved og mulighederne for en eventuel udsættelse i Danmark.
Hvorfor udsætning?
Ud over den internationale forpligtelse er begrundelsen for udsætningen i Klosterheden og senere i Gribskovområdet, at bæveren menes at forbedre biodiversiteten, hvor den lever. Det skal forstås sådan, at den ændrer vegetationstypen mod en mere rig vegetation med græsser og urter på grund af et mere lysåbent miljø (bæverne har nemlig fældet træerne). Desuden menes de nyskabte søer bag bævernes dæmninger at være gode for insektlivet. Bæveren skaber altså mere dødt ved og mere vand– to faktorer, som man vurderer vil øge biodiversiteten.
Andre vil sige, at udsætningen er et udslag af den stadig mere udtalte opfattelse af naturen som en legeplads. En del af manges drøm om at gøre det åbne land til noget, som man opfatter som `vild natur´ – som en kontrast til ens eget liv i byerne. Sammen med denne drøm følger en nedprioritering af landdistrikternes produktionsmæssige rolle. Som for eksempel når bævernes hævning af vandstanden giver en forsumpning af de vandløbsnære omgivelser. Det er samme drøm, som ligger bag ønsket om mere `urørt´ skov.
Men hvad er bæveren for en fyr?
Bæveren er egentlig fantastisk. Som en landbruger nær Klosterheden, der i det daglige er ganske irriteret over de skader bæverne giver på hendes ejendom, måtte indrømme overfor Skovdyrkeren: ”Egentlig kan man ikke andet end at blive imponeret over dette dyr, dets kunnen og dets ihærdighed”.
Den europæiske bæver tilhører gnaverfamilien, vejer som voksen 18-22 kilo, er omkring en meter lang (med hale) og bliver normalt i naturen 7-8 år gammel. Den lever hele livet i det samme parforhold – i et territorium på cirka 1,5 kilometer vandløb eller omkring 10 hektar mose.
Den kan kendes på sin sorte næse og de små knurhår til forskel fra bæverrotten, der har hvidlig næse og lange knurhår. Og så naturligvis på den karakteristiske fladehale, som den anvender som svømmeredskab, som ror, som støttepunkt, som siddepude, som fedtreserve, og som advarsel (højt klask i vandet). Den får 1-5 unger hvert år, og ungerne bliver i familien i 2 år. For det meste er der således 6-8 bævere i en familie. Ungerne fødes i maj, og sidste års unger er med til at passe de nye.
Bæveren er vegetar – det er blandt andet derfor, at dens kød kan spises. Om sommeren består føden af friske grønne planter, mens den om vinteren overvejende lever af bark og kviste, fortrinsvis af pil, asp og birk, som den selv har fældet. De 4 fortænder vokser med 4 cm om året gennem hele livet. Det er ikke let at komme til at se den, da den er udpræget nataktiv.
Familien bor i en hule, som den selv bygger på kanten af et vandløb eller en sø. Der kan være tale om en jordhule eller en hule bygget alene af kviste. Selv om den ikke har mange naturlige fjender – egentlig kun mennesket og ulven – så er det vigtigt for den, at hulens indgang befinder sig under vandet. Det kræver en vandstand på omkring 80 centimeter. Hvis vandstanden ikke er høj nok, bygger den en af sine berømte dæmninger for at stemme vandet op. Disse dæmninger bygges af grene og kviste, fortrinsvis fra træer, den har fældet til formålet. En sådan dæmning vedligeholdes hver eneste nat. Hvis nogen skulle driste sig til at fjerne en dæmning, fordi den måske ødelægger dræning og afvanding på de tilstødendearealer, så kan bæveren hurtigt konstruere en ny.
Udviklingen i Danmark
Det hele begyndte, da der under overværelse af miljøministeren i 1999 blev udsat 18 bævere i Flynder Åsystemet i Klosterheden Statsskov i Nordvestjylland. Bæverne var indfanget ved vandløb i Nordtyskland. Spændt var man: Ville de overleve? Ville de trives og formere sig?
Her 15 år efter kan man kun kalde udsætningen en succes. Året efter var de 18 blevet til 24. Og siden er antallet steget hvert år, så biologerne nu mener, at der er mellem 200-300 individer i det jyske område. Og da optællingsmetoden er relativ lemfældig, kan antallet godt være højere. (NB: Der er også sat bævere ud i området ved Arresø i Nordsjælland i 2009 og 2010, men i denne artikel beskrives kun den jyske bestand).
Ganske hurtigt har de spredt sig fra det oprindelige udsætningsområde ved Klosterheden. Først gennem Storåsystemet, som løber gennem Holstebro. Senere til Venø Bugt, Halkær Å og Nibe Bredning. Videre til Søndersø ved Viborg, Hjarbæk Fjord og Skals Å. Og sydpå til Skjern Å-systemet ved Sdr. Felding, til Hastrup Sø ved Nr. Snede, til Varde Å-systemet, Holme Å og Ho Bugt. Allersenest er der meldinger om, at de har krydset Limfjorden og nu også bor og bygger i Thy.
Når en sådan ekspansion er sket over en så kort årrække, kan man slå to ting fast: At de naturlige forhold her i landet er ideelle for bævere. Og at bæverne i de kommende år vil brede sig yderligere til stort set ethvert egnet vandløb i kongeriget.
Påvirkning af biodiversiteten
På minussiden i forhold til biodiversiteten tæller, at bæverens dæmninger kan vanskelig gøre de forskellige laksefisks opgang i vandløbene og forringe gydemulighederne, fordi gruspartier i vandløbene kan slamme til. Den magtfulde organisation Danmarks Sportsfiskerforbund rejste på et tidspunkt en sag, men de har trukket deres modstand tilbage. Odderen ser ikke ud til at blive påvirket. Det samme gælder ål og lampret.
Men ellers er der stort set tale om positive virkninger: Flagermus, diverse vandfugle, insekter og padder får det alle bedre. Meget skyldes, at bæverens påvirkninger skaber en øget dynamik og variation af vådområder og vandløbsnære skovområder.
Skader og stridigheder
På Naturstyrelsens arealer mener man ikke, at bæverens tilstedeværelse har mærkbare økonomiske konsekvenser (bortset fra, at de på et tidspunkt gnavede strømkablet til skovridergården over). Erfaringen viser, at 95 % af gnav og fældninger er registreret mindre end 5 meter fra vandkanten. I enkelte tilfælde er konstateret fældninger 25 meter fra vandkanten. Den har overvejende påvirket områder, der henligger i naturtilstand. Det er først og fremmest pil, som foretrækkes. Men også birk og røn. Der er dog et eksempel på, at den har fældet 25-årige ege, og et sted har den ringet en 80 centimeter tyk ædelgran. Men det er enkeltstående tilfælde. Derimod rører den ikke rødel, pors og normalt heller ikke nåletræer.
De fleste naboer var dog generelt helst fri for den. Biologerne skriver i deres rapport, at naboerne er positive. Skovrideren i Klosterheden, Thomas Borup Svendsen, er ikke enig. Han siger, at et mindretal er glade, men at flertallet af naboer er irriterede, og nogle er rigtig sure. Der kommer i øjeblikket godt 40 klager over gener fra bæverne ind om året.
Visse græsningsenge er således blevet uanvendelige. Ud over at det i praksis fratager lodsejeren brugsmuligheden på arealerne, kan det skabe problemer med enkeltbetalingsordningen, der kræver opretholdelse af en god dyrkningstilstand. Den højere vandstand i åerne kan betyde sandaflejringer i de nederste dele af markdrænene, hvilket kan gøre dem virkningsløse på lidt længere sigt.
Skovdyrkeren har talt med en nabo, som har stævnet Naturstyrelsen for ødelæggelserne på hans matrikel. Bæverne har således ødelagt et 15 år gammelt læhegn af fortrinsvis seljerøn og birk.
Bæveren har ingen jagttid, og som en såkaldt bilag 4-art er det heller ikke tilladt at ødelægge dens levesteder. Men i denne første periode efter udsætningen har Naturstyrelsen forpligtet sig til at gribe ind, hvor den laver skader hos lodsejerne. Når man får indberetninger om skader, rykker man ud med dags varsel. Enten for at indfange og flytte dyr, men som regel for at fjerne dæmninger. På Klosterheden bruger man et årsværk på dette arbejde. Men man udbetaler ikke kontante erstatninger for eventuelle ødelæggelser (vildterstatninger udbetales kun i forbindelse med kronvildt og ulv).
Det er usikkert, om denne indsats med at fjerne dæmninger hos private lodsejere vil fortsætte i fremtiden. Bæveren har nu opnået det, der kaldes `gunstig bevaringsstatus´ i egnen omkring Klosterheden, og herefter vil man muligvis være tilbøjelig til at betragte den som en del af naturen, som lodsejerne må tåle. Man er netop ved at udarbejde en ny forvaltningsplan – og det bliver spændende at se, hvad den indeholder.
Det korte af det lange
Før udsætningen indhentede biologerne bag forvaltningsplanen de udenlandske erfaringer. De har vist sig at stemme meget godt med, hvad vi indtil nu har set herhjemme. Således skrev man tilbage i 1998: ”De hyppigste konflikter opstår ved oversvømmelser og ved fouragering på landbrugsafgrøder og træer. Desuden rapporteres der om mindre problemer med oversvømmelse af veje og underminering af brinker, marker og vejdæmninger. Næsten alle former for problemer med bæver registreres i en smal zone langs vandkanten, hvor de lokalt kan føre til meget synlige forandringer, men omkostningerne ved vildtskader forårsaget af bævere er beskedne.”
Bæveren vandt
Så set fra Naturstyrelsens side har udsætningen af bævere været en vindersag. Bortset fra naboerne langs vandløbene, som jo er få (og magtesløse), så har man med bæverne fået en publikumssucces uden lige. Der er i de forgangne år på Klosterheden blevet afholdt cirka 1000 guidede bæverture med et deltager antal på mere end 30.000 mennesker.
Og formodentlig kan vi i den kommende tid forvente en ny udsætning, nemlig på Borris skydeterræn (Omme Å). Successen i Danmark har formodentlig medvirket til, at den 8. internationale bæverkonference skal afholdes i Danmark i 2018. Et faktum er derfor, at bæveren må siges at have fået indfødsret og permanent opholdstilladelse, og at den fremover igen vil være en del af den danske natur.
Se i øvrigt facebook-siden `Bæver i Danmark´.
