Af Katrine Bang Hauberg, forstfuldmægtig hos Skovdyrkerne Vestjylland

Hvis du har plantet skov eller læhegn med tilskud kan sommerens tørke have konsekvenser for dit tilskud.

Det fremgår af et notat fra Miljøstyrelsen.

I notatet bliver det forklaret, hvordan styrelsens medarbejdere skal opgøre plantetal ved besigtigelse og kontrol af projekter med tilskud til privat skovrejsning efter sommertørken 2018.

Det afgørende er tidspunkterne for tilsagn og indberetning. Det handler altså om, hvilken ordning projektet er under.

Det gælder ved tilskud i én rate

Hvis du har fået tilsagn om tilskud til skovrejsning fra 2016-2018 – eller er under den nye læhegnsordning, sker udbetalingen i én rate.

– I dette tilfælde vil plantedød som følge af tørken som udgangspunkt ikke medføre konsekvenser for dit tilskud. Alle plantede træer – både levende og døde på de tilplantede dele af projektarealet tælles med ved besigtigelse eller kontrol forud for udbetaling af dit tilskud til privat skovrejsning, oplyser Miljøstyrelsen.

Det gælder ved tilskud i to rater

Det ser anderledes ud, hvis du har fået tilsagn om tilskud til skovrejsning fra 2015 eller tidligere. I denne ordning sker udbetalingen i to rater.

Her kan plantedød som følge af tørken have konsekvenser for dit tilskud, skriver Miljøstyrelsen og opstiller tre forskellige scenarier:

– Hvis du har anmodet om udbetaling af 1. rate af dit tilskud, tjekkes det ved besigtigelse eller kontrol forud for udbetaling, at der er etableret bevoksninger på de tilplantede dele af projektarealet, og at de rette træarter er anvendt, men plantetallet opgøres ikke.

– Har du allerede anmodet om udbetaling af 2. rate af dit tilskud, bliver alle træer på de tilplantede dele af projektarealet, der på tidspunktet for anmodningen vurderes at opfylde kravet om at være levende og i god vækst medregnet ved besigtigelse eller kontrol forud for udbetaling.

– Har du endnu ikke anmodet om udbetaling af 2. rate af tilskuddet, kan det være nødvendigt at efterbedre for at opfylde plantekravene. Er der dele af dit projekt, som ikke opfylder plantekravene, har du mulighed for at reducere det areal, du anmoder om udbetaling af tilskud til.

Kontrol i fem år

Styrelsen gør det også klart, at skovrejsningsprojekter kan kontrolleres indtil fem år efter, at projektet er afsluttet. I den periode skal investeringen i projektet, som du har fået tilskud til, opretholdes.

– Har du fået tilsagn om tilskud til at etablere løvskov på et bestemt areal, kontrolleres det, at der fortsat er løvskov på arealet. Det betyder blandt andet, at der ikke kan plantes efter med nåletræer i en løvtræsbevoksning, hvis andelen af nåletræer dermed ender med at overstige 25 procent af plantetallet.

– Har du en fejlslagen bevoksning, som du ønsker at genetablere. Det kan eksempelvis være ved at pløje arealet op og gentilpante det, så skal du gentilplante arealet med de rigtige arter, for at investeringen er fastholdt, oplyser styrelsen.

Endelig råder styrelsen til, at lodsejere er opmærksomme, at projektarealet i forbindelse med udbetaling af tilskud pålægges fredskovspligt.

Du er meget velkommen til at kontakte din skovfoged hvis du er i tvivl om, hvorvidt tørken har betydning for netop dit tilskud.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #56

Læs andre artikler inden for Skovrejsning